Selvfølgelig kan vi det !

Engang imellem, ikke vanvittigt tit, men bare nogle gange, sker der noget magisk. Et menneske dukker op og planter tanker omkring sig. Øjne åbnes pludselig omkring denne ene og mennesker begejstres, ser hvor indlysende og rigtigt det er, det dette medmenneske siger.
Jeg taler ikke om folkeforføreren, der planter had og skaber splittelse. Han kan nok begejstre, men der gror intet godt af de genetiske misvækster han sår.

Nej, jeg taler om den der planter håb. Den der får medmennesket til at se, at der findes en vej. Som i 2008, da Barack Obama fik millioner af mennesker til at løfte sig til noget nærmest magisk, med sit “Yes, we can!”
“Yes we can!”, turde de pludselig tro på og sige, og hvor befriende var det ikke, at turde tro på det gode i mennesket og på det fuldstændigt vanvittige, det fuldstændigt indlysende, at selvfølgelig kunne en afroamerikaner blive præsident.

Så blev han præsident. Sammen med sin Michelle, og spørger du mig, så var de et værdigt, ordentligt og anstændigt præsidentpar. Tager man det kritiske blik på, kan man sikkert finde noget at kritisere, noget han gjorde forkert i sine otte år som præsident. Men det der rinder mig i hu lige nu, er hans begejstring, den magi der var om ham og hans projekt, da han fik mennesker, der næsten havde mistet troen på at noget kunne lade sig gøre, til at istemme “Yes we can!”

Kan I se det for jer? Kan I huske lysene i deres øjne? Kan I mærke troen på, at hvis vi står sammen, så kan det lade sig gøre? Yes we can!

Vi er væltet lidt omkuld. De sidste dage har formet sig, som vi aldrig havde troet muligt. Vores statsminister, Mette, der for ikke så længe siden fnisede som en skoletøs på Folketingets talerstol, da hun fortalte om elefanten Ramboline og dens kamel-ven Ali, stod nu i alvorstung, sort kjole og lukkede vores land ned og bad os alle acceptere det ufattelige.

Ja, vi er væltet lidt omkuld, men nu hvor vi lige har vænnet os til, at vi faldt og slog knæet, så kan vi godt rejse os igen.
Der er varer nok til os, hvis bare vi vil have lidt tålmodighed og menneskekærligheden til at dele. De fleste af os har en varm stue at sidde i. Vi kan få det bedste ud af det. Lave lidt popcorn, se en god film, gå en tur i skoven og få frisk luft i lungerne. Nyde at være sammen med familien.

Vi har en statsminister, der har vist sit format til at være landsmoder. Vi har et velfungerende beredskab, der tydeligvis har haft planerne klar i skuffen, hvis det utænkelige skulle ske. Vi har et Folketing, der i nødens stund rent faktisk kan finde ud af at samarbejde, når lokummet brænder, selvom de plejer at hakke på hinanden, som ænder der slås om brødkrummer i gadekæret.
Og selvom vi skal sidde hjemme, så er vi så heldige, at vi lever i en tid, hvor vi hele tiden kan passe på hinanden og tage os lidt af hinanden. Når vi ikke kan troppe op og give et knus, kan vi sende et virtuelt et af slagsen. Vi kan spørge: “Hvordan går det?” Sende kærlige tanker til hinanden på Messenger, mens vi ganske ufarligt og smittefrit sidder i hver sin stue.

Kan I høre det? Den stille hvisken i hjertet: “Selvfølgelig kommer vi igennem dette. Selvfølgelig kan vi det, et enkelt skridt ad gangen, sammen. Yes, we can!”

Laila Ammitsbøl