Pikkepådutteri i nye fåreklæder

Kan en penis være feminin?

Den sidste tid er jeg ind imellem stødt på mærkelige udsagn på Facebook. Jeg har ikke rigtigt undersøgt nærmere hvad det gik ud på. Der var langt ude påstande og mærkelige, nye ord, som lød meget akademiske og kunstige i mine ører. Men jeg er et nysgerrigt væsen og så besluttede jeg alligevel, at jeg måtte undersøge hvad det drejede sig om. Jeg måtte lære betydningen af begreber som TERF, cotton ceiling og ord som cis-kønnet og hetero-normativ. Fx læste jeg, at nogen påstår, at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan. Det var svært for mig at tage alvorligt, men nu hvor jeg har læst om hvad der sker ude i verden og herhjemme for den sags skyld, så er jeg meget alarmeret i mit lesbiske hjerte. Alt det jeg troede vi havde opnået, den fremgang for lesbiske jeg har oplevet siden jeg sprang ud som 14årig, er pludselig i fare. Og truslen kommer ikke udefra, men fra det LGBT+ miljø, jeg ellers hele tiden har betragtet som mit og som noget jeg var en del af.

Da jeg fandt ud af, at jeg var lesbisk var jeg helt alene. Det var i 1979. Jeg var 14 år og boede i den lille landsby Vålse på Nordfalster. Jeg havde altid været drenget i min fremtoning og følte det nærmest som et overgreb, når min mor tvang mig til at tage det pigetøj på, som var min natur så meget imod. Mine forældre ønskede, at jeg skulle være som alle andre. ”Hvorfor kan du ikke bare være som de andre piger?” sagde min mor mange gange og far mente, at man stod sig bedst ved at hyle med de ulve man var i blandt.

At jeg som 14årig fortalte dem, at jeg var lesbisk, gjorde ikke tingene nemmere, men egentlig er jeg ikke sikker på de troede på mig. Måske tog de det bare som en skør ide jeg havde fået eller som et ønske om at gøre sig bemærket.

Som 17årig mødte jeg første gang andre lesbiske. Jeg var på det tidspunkt pga. de mange problemer jeg havde i forhold til min mor og i skolen, kommet på Børne- og ungdomscentret Hjortebjerg i Karleby på Falster. En dag så jeg en annonce i den lokale ugeavis. Lesbiske søgte ligesindede og ville danne en lesbisk gruppe. Med bæven tog jeg mig sammen til at svare på annoncen. Den dag jeg skulle mødes med dem første gang, var jeg på besøg hos min mormor i Eskilstrup. Jeg cyklede til Klodskov, hvor det første møde fandt sted. I denne gruppe, der så vidt jeg husker bestod af otte lesbiske var jeg den yngste. Blandt de andre var en kvinde der havde levet i et heteroseksuelt ægteskab og fået to børn, skønt hun allerede som ung havde erfaret, hvor vidunderlig, hjerteomvæltende kærligheden til en kvinde kunne være. Der var også hende, der totalt skjulte sin seksualitet på arbejdet og i sin øvrige omgangskreds, selvom hun havde haft langvarige forhold til kvinder, var det tys tys og helt og aldeles forbudt at tale om. Det erfarede jeg engang, da jeg mødte hende i Nykøbing F. og uforvarende fik refereret til LB-gruppen. Hun stod og talte med en kollega og jeg fik en meget stor skideballe bagefter for at jeg havde udleveret hende overfor en kollega.

Senere kom en anden lesbisk ind i gruppen. Hun var pædagog og opvokset i et indremissionsk miljø i Haslev. Hun skjulte sin seksualitet for familien og på jobbet og havde oven i købet i nogle år prøvet at bilde sig selv ind, at hendes lesbianisme var et overstået kapitel.

Disse kvinder og mange andre, der har haft en problematisk vej til at udleve deres seksualitet tænker jeg på nu, hvor lesbiske igen presses, men denne gang fra helt uventet kant. Jeg, og mange andre lesbiske, har oplevet i tidens løb, at der blev sået tvivl om vores seksualitet. Selv har jeg oplevet at få at vide, at jeg bare skulle have noget ordentlig pik, så ville jeg opgive den skøre ide jeg havde, om at jeg skulle være lesbisk. Jeg har oplevet at sidde på Torvet i Nykøbing med min daværende kæreste og blive spurgt, om vi ikke for 400 kr. ville gå i seng sammen, mens spørgeren kiggede på. Han bedyrede, at han ikke ville røre os, bare kigge. Jeg blev simpelthen så stjernetosset. Det var så grænseoverskridende.

Jeg har fået at vide, at grunden til min påståede lesbianisme i virkeligheden var, at jeg havde en angst for mænd og jeg har oplevet at gå i byen med en veninde, hvor jeg blev spurgt af en halvpløret mandsperson, om jeg ikke havde lyst at gå i seng med ham. Han kunne nemlig godt lide at tage dametrusser på og så ville det jo nærmest være det samme som hvis jeg gik i seng med en kvinde, mente han.
Min egen mor har mange gange i mine yngre dage spurgt mig, om jeg dog ikke kunne tænke mig at prøve at være sammen med en mand. Det kunne jeg så IKKE!

Efterhånden troede jeg dette pikkepådutteri var overstået, men nu dukker det altså op igen og endda i det jeg engang opfattede som homo-bevægelsen. Nu ved jeg ikke hvad det er for en bevægelse længere.

Lesbiske kvinder kaldes radikale og bliver beskyldt for hate speech, hvis de går med skilte med de traditionelle lesbiske symboler, som fx de to sammenflettede venustegn. Læs fx beretningen herunder om hvad der skete til Vancouver pride i år. Lesbiske direkte overfaldes i San Francisco som en gang var homorettigheds-byen over dem alle. Lesbiske oplever, at der ikke længere er steder hvor de kan mødes med andre lesbiske, mens bøsserne stadig har masser af steder. De lesbiske beskyldes nemlig for trans-had og trans-eksklusion, hvis de ikke vil acceptere, at der kommer mænd som kalder sig lesbiske. Mænd, som kalder sig lesbiske...Det er jo fuldstændig absurd. Mange af disse mænd, der siger de føler sig som kvinder, har stadig en pik. Alligevel insisterer de på at være kvinder og ikke nok med det. De påstår endda at en pik kan være et kvindeligt kønsorgan, da den nu sidder på en ”kvinde”.

Det burde være logik, men det er åbenbart nødvendigt at sige det klart og tydeligt: Hvis du er født med en penis er du en mand. Hvis du er en mand og tiltrækkes seksuelt af kvinder er du en heteroseksuel mand. Dette gælder også, selvom du har det bedst med at have et feminint udtryk. Lesbisk kan du aldrig blive, for en lesbisk er en kvinde, der tiltrækkes seksuelt af og forelsker sig i kvinder. Det er en ret jeg og andre lesbiske har kæmpet for og det er en kamp, der ind imellem har været meget svær og fyldt med undertrykkelse fra det omgivende samfund. Ingen har ret til at fratage mig og andre lesbiske retten til at være dem vi er.

I en sådan situation, hvor lesbiske pludselig forsøges frataget retten til at sige hvem de er, skulle man mene at den tidligere homo-bevægelse, der nu har fået en helvedes hov bogstaver i enden, ville råbe vagt i gevær og støtte massivt op. I stedet censureres lesbiske argumenter bort. De radikale trans-aktivister gøres til uskyldige ofre og det værste er faktisk, at rigtig mange lesbiske slet ikke opdager, hvad der er ved at ske, fordi de kun hører en version af sandheden, nemlig den at det er de stygge radikale feminister, der angriber de stakkels transer.

Forkortelsen TERF bruges som skældsord. Det betyder Trans-Exclusionary Radical Feminist. Jeg har aldrig opfattet mig selv som radikal feminist. Da jeg var ung kaldte jeg mig rødstrømpe, da jeg kom ind i en homo-klub i starten af trediverne, var jeg ikke en af dem, der syntes at vi kun skulle være lesbiske i klubben. Jeg nød, at der også var bøsser. Det gav en særlig dynamik at begge køn var til stede og at bøsserne generelt var anderledes i deres seksualitet end de lesbiske, var lige meget. Bøsser og lesbiske grinede bare lidt kærligt af hinanden, men respekterede hinandens forskelligheder. I disse sammenhænge oplevede jeg aldrig at blive betragtet som radikal feminist, men bare som en medhomo.

Men hvis vi er nået dertil, hvor man defineres som radikal feminist, fordi man mener, at en pik ikke er og aldrig kan være et kvindeligt kønsorgan, ja så må jeg jo være det.

Det var ikke nemt at springe ud som og være lesbisk dengang jeg var ung og alligevel tænker jeg nu, at jeg er glad for, at jeg ikke er ung lesbisk i dag. Da jeg var ung kunne jeg læse mig til, at lesbiske var piger/kvinder der blev forelsket i og følte sig seksuelt tiltrukket af piger/kvinder. Men den stakkels, unge pige der i dag tænker om hun mon er lesbisk og søger information, kan bl. a læse følgende sludder hos LGBT ungdom:

”At være lesbisk kan betyde, at man er en kvinde eller identificerer sig med det feminine og udelukkende føler sig romantisk og/eller fysisk tiltrukket af andre, der er kvinder eller identificerer sig med det feminine. Når man er lesbisk kan det også betyde,at man ikke oplever romantisk og/eller fysisk tiltrækning til mænd, men udelukkende til kvinder og non-binære. ”

Så blev det sgu lige gjort meget indviklet! Hold da kæft en smøre…..

Lørdag den 18. august er der pride i København. Jeg har altid syntes det var en stor oplevelse at komme til pride og både følt mig stolt og som en del af dette store queer-fællesskab. Nu føler jeg mig bare udelukket, snydt og røvrendt.

Min største pride-oplevelse var da jeg og min kone i 2008 var til pride i Vancouver. Det var en fuldstændig overvældende oplevelse at se så stor en pride-parade. Her 10 år efter bliver lesbiske chikaneret og er ikke velkomne til den store pride i Vancouver.
Og i San Francisco, hvor jeg i 2001 blev rørt dybt i hjertet af at besøge homo-området Castro og mærke regnbue-historiens vingesus, bliver lesbiske nu overfaldet for at bære lesbiske symboler.

Man skal aldrig føle sig sikker på, at man får lov at beholde erhvervede rettigheder. I dag kan jeg kun opfordre til at lesbiske vågner op, indser hvad der er ved at ske og sammen siger: 

"Nej, det her vil vi fandeme ikke finde os i!"

https://www.facebook.com/groups/241412950036502/

https://www.reddit.com/r/GenderCritical/comments/97djp4/i_never_thought_i_would_have_to_deal_with_this/

https://www.feministcurrent.com/2018/08/13/lesbians-excluded-vancouver-dyke-march-name-inclusivity/

https://gendertrender.wordpress.com/2018/06/24/lesbians-attacked-by-trans-activists-at-san-francisco-dyke-march/

https://www.newstatesman.com/politics/feminism/2017/09/what-terf-how-internet-buzzword-became-mainstream-slur

http://archive.is/4y3Zw#selection-691.0-721.62