Jeg vil være gråhåret
lade manken gro viltert
og aldrig mere farve den
Jeg vil være en furie
der ikke finder sig i mere shit
En rejekælling
Nej, jeg vil ikke tage det roligt
og tænke positivt
og te mig pænt!
Jeg vil skrige fra hustagene
og bestige bjergene
og lade folk afsky mig
hvis de nu så gerne vil
Jeg vil sige fra
og protestere
og være hysterisk
kald mig bare det hvis I vil
Og jeg vil elske og hade
som det passer mig
sprutte af raseri
boble af eufori
gløde af liv og lyst
Jeg vil lade dette store bankende hjerte
der svulmer af liv i mit bryst
endelig få luft og plads
©Laila Ammitsbøl
Ingen kommentarer:
Send en kommentar