Blomsterne på gaden

Vold gror som kvikgræssets rødder

Under asfaltens hårde hud

Ansigter smadres af koben

Mens morderen priser sin Gud

Hadet flammer op i gaden

Og asfalten rødmer af blod

Uskyldige folk på gaden

Betaler den hæsligste bod

Så lægger de blomster på gaden

Som symbol på menneskets værd

Står side ved side i sorgen

over livet som endte her

De tavse folks tavse protest:

Vi vil ikke have det sker

Vi klæder gaden i blomster

Vores børn skal ku’ lege her

Et motordrøn flænser natten

To kroppe, sårbare bløde

En mor med sit barn ved hånden

Vandrer nu om blandt de døde

Heidi har mistet sin datter

Jens har mistet sin unge brud

Gaden har mistet sin uskyld

I sorg bæres kisterne ud

Hver eneste nat i byen

Taler kniven sit onde sprog   

Dødens nådesløse engel

går i byen på natligt rov

En dreng på det forkerte sted

Og i et uheldigt minut

Dør en meningsløs, grusom død

Et uskyldigt barns liv er slut

Aisha har mistet sin Ali

sin yngste og elskede søn

med ansigtet vendt mod Mekka

Beder hun i smerte sin bøn

Aisha og Heidi er søstre

I sorgens tungsindige land

De kender den samme smerte

Den tørstendes skrig efter vand

De tager hinandens hænder

I håb om lysere dage

Dækker et fortov med blomster

Slukker blidt for hadets plage

Så lægger de blomster på gaden

Som symbol på menneskets værd

Står side ved side i sorgen

over livet som endte her

De tavse folks tavse protest:

Vi vil ikke have det sker

Vi klæder gaden i blomster

Vores børn skal ku’ lege her

Skrevet i marts 2008 efter det voldsomme overfald på et 16-årigt avisbud i København. Drengen døde efter overfaldet.

©Laila Ammitsbøl