fredag den 30. juli 2010

Peperoncino Siciliano - en fantastisk oplevelse for vegetarer

Jeg er normalt ikke madanmelder, men denne oplevelse må jeg berette om:
Friske råvarer, mad der tydeligvis er tilberedt med kærlighed, og venlig, ja nærmest omsorgsfuld betjening, betegner oplevelsen man får, når man spiser på Peperoncino Siciliano i Næstved.

Som vegetar er det ærligt talt sjældent, at jeg får en rigtig god oplevelse, når jeg går ud og spiser på en restaurant i Danmark. Her i verdens mest kødædende nation, er der meget lidt forståelse for det at være vegetar. Selv uddannede kokke tror fejlagtigt, at vegetarer spiser fisk og når man så har fået forklaret tjeneren/kokken, hvad man spiser, er det ofte ufatteligt kedeligt det man får serveret.

Sådan er det ikke på den stemningsfulde italienske restaurant i Det røde pakhus i Riddergade i Næstved. Her gør man sig umage og det kan smages!

På menukortet kan man finde en vegetarpizza og så er der en lille note, der siger at vegetarer kan spørge kokken. Jeg valgte pizzaen og det var et festmåltid. Osten og tomatsovsen smagte fantastisk. Det gjorde bunden også. Fyldet var prikken over i’et: Friske grønsager, skåret groft, så man smage hver enkelt del. En pizza på Peperoncino Siciliano er ikke en slatten oplevelse med de evindelige røde pebre, ananas, løg og dåseasparges, som man bliver præsenteret for så mange steder.

Min kæreste gik efter noget andet end pizza. Der blev lyttet på hvad hun havde lyst til og retten blev kreeret efter hendes ønske. Masser af dejlige grønsager og fettuccine i en velsmagende tomatsauce blev det til.

Husets rødvin var for resten glimrende! Så oplevelsen var gennemført god. Også prisen er til at have med at gøre. For to hovedretter, et stort glas cola, en dobbelt baileys og ½ karaffel rødvin gav vi 398 kr.

Tak til Peperoncino Siciliano for at give to vegetarer en dejlig oplevelse!

Jeg vil anbefale alle vegetarer der kommer til Næstved at nyde en romantisk middag på dette dejlige sted. Udover at maden og betjeningen er som den skal være, så er restauranten rigtig hyggelig indrettet i den historiske bygning.

Da jeg er vegetar har jeg selvsagt ikke smagt kødretterne, men jeg er 100 % sikker på, at der også for kødspisere venter en god oplevelse på Peperoncino Siciliano.



http://www.peperoncino.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...