Når den danske sommer bliver hedebølgeagtig, sådan som den er i disse dage, vandrer mine tanker tilbage til 2005, hvor min kone og jeg var i Toronto i Ontario i Canada. Vi boede på et hostel, det billigste overnatningssted, vi havde kunnet finde. Vi fortrød denne disposition og gør det aldrig mere! Vores værelse lå over en snusket restaurant, hvor de gjorde det i fiskeretter. Derfor lugtede der konstant af en ækel blanding af fisk og friture. Værelset var primitivt, snusket og uden ordentlig aircondition og udtrykket ”don’t let the bed bugs bite you!” som man ofte hører i engelsk-sprogede film, gav pludselig mening, for der boede virkelig nogle fæle små kryb i vores seng og de kunne bide, så det kunne mærkes, skulle jeg hilse og sige!
Torontos indvånere er vant til varmen. De har bygget en kølig by under byen. Den såkaldte PATH, der er en 28 km lang underjordisk verden med indkøbscentre, spisesteder og adgang til undergrundsbanen. Ifølge Guinness book of records det største underjordiske indkøbsområde i verden. Her kan man bevæge sig rundt i behageligt ly for den ulidelige, fugtige hede, der hersker oppe i jordhøjde og det benyttede vi os i høj grad af.
Dagene var skrækkeligt varme, nætterne ulidelige. Jeg husker specielt en nat, hvor jeg bare lå helt stille på ryggen, ude af stand til at sove og bange for at mit åndedrætssystem ville sætte ud. Pga. den høje luftfugtighed føltes varmen på en måde, som vi aldrig oplever herhjemme. Dagen forinden denne nat havde temperaturen været langt over 30 grader, men ifølge den lokale vejrudsigt føltes det som 43 grader pga. fugtigheden.
Selvom vi havde betalt for overnatning i Toronto fik vi en ubændig trang til at stikke af. Uover varmen og stanken af fisk, var der nemlig mange nætter en øredøvende larm fra unge mænds mega-stereoanlæg. De skruede op på fuld volumen på anlægget i deres bil og åbnede selvfølgelig bildørene. Så kunne de hygge sig i deres infernalske larm i timevis lige under vores vinduer. Vi var på randen af vanvid!
Vi tog nogle udflugter bort fra det hede helvede og det var tiltrængt! En dag gik turen med Greyhound til Niagara Falls, men her var det ikke mindre varmt. 35 grader i skyggen, der var bare ikke noget skygge, så hvor høj temperaturen var der midt i den brændende sol tør jeg slet ikke gisne om. Det behagelige var at stå i den regn vandfaldet laver, når det styrter sig mod dybet. Der står en stor sky over vandfaldet og ind over udsigtsstedet.
Nu lyder det jo alt sammen skrækkeligt negativt, men når jeg tænker tilbage, var det jo en fantastisk tur, hvor vi fik set en masse. Dog lærte denne tur os, at vi aldrig igen vil søge til et rejsemål, hvor det er så varmt og så fugtigt. Vi er simpelthen ikke skabt til den slags klima.
Nu sidder jeg så her om formiddagen den 11. juli i mit eget ophedede fædreland og er ved at være færdig med dette blogindlæg. Meteorologerne har lovet 32 grader og fugtigheden er over 70, hvilket gør at det vil føles som 40-42 grader. Der er ingen steder at flygte hen. Jeg tænker tilbage på Toronto og de dage, hvor vi totalt overophedede, sad på vores snuskede, fiskestinkende hostel og fulgte vejrudsigten, for at se, hvor slemt det skulle blive dagen efter. Vi hørte hele tiden om extreme heat alert og the humidity index, der fortalte hvor varmt det føltes fugtigheden taget i betragtning.
Så jeg tror bare jeg holder mig inde i dag og drikker masser af vand. Ved 22-tiden i aften er det sikkert til at holde ud at gå en tur. Nogle vælger at tage til stranden, men det er dog det sidste sted jeg har lyst at være. Der er nemlig alt det jeg afskyr. Jeg er vandskræk, lider af social fobi og bliver utilpas af varmen og totalt ør af at være i direkte sol.
Jeg håber der er nogen derude, der nyder det og får deres lyst til sol og varme styret. Personligt glæder jeg mig bare til temperaturen når ned omkring 20 grader og en venlig brise køler min hud. Indtil da er jeg på standby.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar