onsdag den 15. december 2010

Mirakler i selvudgiverbranchen

(BOD betyder Books on demand)

Nu her ved juletid er det vel på sin plads at berette om mirakler og sandelig siger jeg jer: I januar 2010 oplevede jeg et sandt mirakel.

Op til jul sidste år, mente jeg det ville være en god ide, at gøre reklame for mine bøger. Det kunne jo være nogen ville synes det var en god gaveide. Som sagt, så gjort! Jeg satte links ind på min Facebookprofil til det sted på BODs hjemmeside, hvor man kan købe mine bøger.
Et stykke tid efter fik jeg mail fra en af mine Facebook-venner. Hun skrev at hun havde forsøgt at købe 2 eksemplarer af min roman på BODs hjemmeside, men til sidst, efter flere forgæves forsøg, opgav hun. Hun blev nemlig hele tiden smidt af midt i købsprocessen.

Da hun var opsat på at købe bøgerne, gik hun i stedet ind på saxo.com, hvor mine skriverier også er til salg. Det virkede da tilsyneladende også udmærket i første omgang, men 3 uger senere fik hun den kedelige besked fra Saxo, at de måtte lade købet gå tilbage, da bøgerne desværre ikke kunne skaffes fra BOD. Saxo valgte herefter at fjerne min roman.

Jeg blev rasende, for det er jo simpelthen hele ideen med at udgive hos BOD, at de trykker bøgerne, når kunderne vil købe dem. Da det bestemt ikke var første gang, jeg oplevede problemer med BOD satte jeg mig ned og lavede en 18 A4-sider lang redegørelse om alle de problemer der havde været. Jeg sluttede af med at skrive, at jeg ville ophæve kontrakten pga. gentagne kontraktbrud fra BODs side.
Nu skete der det utrolige, nærmest mirakuløse, at mindre end ½ time efter jeg havde sendt mailen af sted, blev jeg ringet op af forlagsredaktøren. Normalt er det nærmest umuligt at få en reaktion fra BOD.

Hun talte i et væk og jeg er desværre nem at løbe over ende når det drejer sig om mundtlig kommunikation. Det endte med at hun lovede at nogle af de problemer jeg klagede over ville blive løst. Andre klager fornægtede hun fuldstændig, som fx at der skulle have været problemer med salg fra BODs hjemmeside. Dette havde jeg ellers fået oplyst fra flere kunder, der forgæves havde forsøgt at købe mine bøger.

Jeg gik ind på at give det til sidste dag i januar. Denne dag skulle 4 specifikke krav være opfyldt, bl.a skulle mine bøger være fjernet fra books.google, hvor de mod min vilje og på trods af gentagne protester fra min side, havde ligget med meget store tekstuddrag i over et år og min roman skulle igen sælges fra Saxo. Sådan blev aftalen og jeg gik med på, at blive som forfatter hos BOD.

Når man har udgivet bøger hos BOD kan man logge ind på deres hjemmeside og se sin omsætning. Jeg sendte omtalte klage til BOD den 6. januar 2010. På daværende tidspunkt var det over ½ år siden jeg havde solgt en bog, selvom jeg hele tiden havde sørget for at gøre reklame forskellige steder på nettet. Dette undrede mig, men man har jo ingen mulighed for at kontrollere, at man faktisk får penge for det man sælger.
Nu kommer vi så til miraklet. En uge efter min klage havde jeg lige pludselig solgt 3 bøger og få dage efter endnu 3. Hold da helt op! 6 solgte bøger. For mig var det et sandt salgsboom…

Men nu er der jo det med mirakler, at de er af pludselig art. De er der i et nu og så holder de op igen og man kan gå og gruble i evigheder over, om der findes tilfældigheder eller om der er en stor mening med alt hvad der sker.

I hvert fald skete der det, at efter de omtalte krav var blevet opfyldt og jeg derfor endeligt havde accepteret at blive hos BOD, gik mit salg i stå igen. Nu er det så 11 måneder siden jeg sidst har solgt noget. Hver gang jeg logger ind hos BOD, får jeg beskeden om, at der ikke er registreret salg.

Er det ikke et mirakel? Ikke en eneste bog solgt i ½ år, så blev der solgt 6 bøger i løbet af få dage efter min klage var kommet ind og derefter gik salget fuldstændig i stå igen. Hvilke lyksalige dage jeg havde i miraklernes tid i den ellers så kolde januar måned 2010...
Sådan er livet fuldt af mærkelige tilskikkelser, som et lille menneske som jeg slet ikke har forstand til at forstå.

Glædelig jul alle forfatterspirer!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...