med en stor mørk stemme:
Hvorfor er jeg ligegyldig?
Hvorfor betyder det ikke noget
hvad jeg gør og tænker?
Om jeg er bange for den næste kontrol?
Om kræften er brudt ud igen?
Hvorfor interesserer det ingen?
Hvorfor bliver mine mails ikke besvaret?
Hvorfor hele tiden denne modstand
denne nærmest demonstrative ignoreren
når jeg spørger af interesse
hvordan det går?
Når jeg sender en tillykke-hilsen
eller ønsker folk en god ferie?
Hvorfor fortjener jeg kun ingenting
en kold, hvid mur
smasket i fjæset?
Eller højst en virtuel tommeltot
der næsten lige så godt kunne være en fuckfinger.
Tvivlen er en ætsegift
der næres af afvisning.
Så jeg spørger mig selv
i søvnløse nætter
om det bare var mig
der syntes vi havde en hyggelig dag sammen
da det endelig lykkedes at få en aftale?
Om det bare var mig
der mente at vi havde det sjovt sammen?
Var det helt misforstået
da jeg følte vi forstod hinanden
og snakkede så godt om det der betyder noget?
Er det mon mine interesser der er forkerte?
Er jeg for kejtet og anderledes?
En man ikke vil være bekendt at omgås?
Til sidst fortalte jeg om
ensomheden
om tristheden når der ikke kommer et svar
om sorgen over ikke at betyde noget.
Men de har travlt
siger de
Og der kommer jo så mange mails
så mine bare glider ned i glemslen
Og det er slet ikke med vilje
Og de er bare ikke så gode til at tage kontakt
osv.
Den samme historie hver gang...
Men der er plads til andet
tid til andet
i deres liv.
Mennesker de vil være bekendt
og som de tager billeder af
og praler på Facebook af at have været sammen med.
Og mennesker de ikke glemmer at svare
og som ikke skal tigge om kontakt
og hvis beskeder på Messenger
ikke bare sådan helt per automatik
glider ned i glemslen.
Jeg ville gerne slutte dette forsøg på et digt
effektfuldt
med dybe indsigtsfulde svar.
Men jeg har ingen svar
kun spørgsmål
Endeløse forbandede spørgsmål
der trevler mig op indefra
tråd for tråd for tråd
til jeg er ingenting.
©Laila Ammitsbøl
Ingen kommentarer:
Send en kommentar