Nu du spørger…… Derfor er jeg vegetar!

Alle mennesker har, tror jeg, en støbeform hvormed de former deres handlinger og med hvilken de skaber deres liv. Det er en slags moralsk småkageform hvori man lægger sin dej og der ud af skaber de småkager man gerne vil kendes på.

Der er et puslespil man skal lægge. Vi har hver især vores og det billede vi til sidst ender med at skabe er enestående og står tilbage efter os, når vi lukker vores øjne for sidste gang.

Nogle gange går man lidt stille med det. Man har sin støbeform, som man ved er rigtig for en selv, men man tier fordi den grundlæggende ide tydeligvis er uforståelig og mærkelig for ens omverden.

Sådan har jeg faktisk altid haft det. Alle har vidst og ved, at jeg er vegetar, men det grundlæggende, ideen bag har jeg egentlig aldrig snakket så meget om. Den har bare ligget der, og når jeg er blevet stillet det evindelige spørgsmål endnu engang og igen og igen: ”Hvorfor er du vegetar?” har jeg svaret måske lidt undvigende eller med noget jeg troede de måske ville forstå.

Men nu hvor min livsfilosofi lægges sten i vejen af aggressivt yderligtgående veganere der ødelægger meget mere end de gavner, vil jeg fortælle det ærligt med fare for at blive betragtet som lallende idiot:

Min grund til at være og forblive vegetar er denne:

Som intelligent individ har du en pligt til at tage dig af og passe på de mindre intelligente! Den stærke skal passe på den svage, hvad enten den svage er et andet menneske eller et dyr. Det kan meget vel være, det er højrøvet at tro, at mennesket er det mest intelligente dyr, for måske tænker delfinen vildere tanker end vi magter, og hunden og grisen er langt mere udviklede end vi, når det gælder lugteevne og de sanselige oplevelser som deraf følger.

Men mennesket, og det kan ingen vist fornægte, har en intelligens der giver magt. Vi har evnen til at opfinde alt muligt hvormed vi kan tilrane os magt over vores medskabninger. Denne magt giver os et særligt ansvar. Som en storesøster passer på sine små søskende og en forælder passer på sit barn, sådan har vi pligten til at passe på de brødre og søster af anden art vi er født sammen med på denne planet. Det er min filosofi og den støbeform der altid har ligget til grund for min måde at leve og tænke på.

Vores vidunderlige planet er en gave der kræver ydmyghed og vores intelligens bør efterhånden udvikles til visdom. Det indebærer selvsagt en udvidelse af Løgstrups filosofi, så vi nu ikke bare skal være bevidste om at vi, når vi står overfor et andet menneske, holder en del af dets skæbne i vores hænder. Vi skal også erkende, at det samme gælder dyrene på vores vej. De er vores medvæsener og også dem har vi et ansvar for. Vi har så stor magt i kraft af vores intelligens og vores frembringelser, at vi hvert øjeblik ydmygt må have for øje at vi skal tage kærligt vare på de som ikke har den samme magt.

Nej, jeg tror ikke på Gud. Jeg tror ikke på, at højere åndelige lysvæsener taler til menneskeheden. Det er ikke der min overbevisning kommer fra. Jeg ved ikke, hvor den kommer fra faktisk. Måske er det bare kronen på evolutionens værk, at empatien vokser, fordi den nødvendigvis skal stå som en modpol til og afbalancere det kolde intellekt. Ellers ender vi nemlig med at destruere os selv og alt omkring os.

Jeg ved ikke hvad det er og hvor det kommer fra, blot at det er det jeg forsøger at leve efter.

Der er i disse år heldigvis en gryende bevidsthed om det ansvar vi har overfor vores medskabninger og vores natur i det hele taget. Mennesker der før spiste konventionelt kød og æg, går i retning af det mere økologiske. En del vælger at blive vegetarer eller veganere. Det hele er udtryk for bevægelse mod en mere ansvarlig og mere omsorgsfuld tilgang til dyrene.

En meget uvelkommen sten på vejen er desværre fanatismen. Jeg kan kun bifalde, at man vælger at leve helt vegansk og dermed ikke påfører dyrene lidelser. Overvejelser i den retning er slet ikke fremmede for mig. Desværre har jeg oplevet veganere, der slet ikke har forståelse for, at ikke alle kan blive veganere lige nu og her. De glemmer, at den venlighed overfor medvæsenet som er en del af det at være vegetar eller veganer også indbefatter venlighed overfor ens egen art.
Og når de så går i selvsving, disse frelste, og kalder vegetarer for dyremishandlere, tvinger deres kat eller hund til at leve vegansk (hvilket decideret er dyremishandling!) eller slipper mink ud i naturen uden tanke for konsekvenserne, så er det de opnår præcis det modsatte af hvad de ville. Så kan de fundamentalistiske kødædere nemlig sidde og hygge sig på Facebook og andre steder hvor snakken går og slå sig på lårene af grin. Så kan de fryde sig, de der kun er ude på at gøre miljøforkæmpere og dyrevenner til grin. De som af bekvemmelighed nægter at ændre sig bare den mindste smule.

For selvom der heldigvis er kødspisere, der efterhånden går mere over til at spise økologisk eller begynder at indføre kødløse dage i deres husholdning, så er der desværre også mennesker der bevidstløst, uden en eneste tanke for deres følende og tænkende medvæsener fortsætter med at betragte ikke-mennesker som kødlagre man kan skære af og sætte tænderne i som man lyster.

Jeg har mødt en del af dem i mit lange liv som vegetar. Det er dem som gør nar, når man taler om at en ko har moderfølelser overfor sin kalv. Dem der nægter at forstå, at en gris er et højtudviklet dyr med følelser og intellekt der mindst er på højde med hundens. Det er dem der påstår, at dyr ikke har følelser og lufter deres uendelige uvidenhed, når de fastholder at mennesket ikke kan få protein, uden at spise kød. Det er dem som spørger et menneske der har levet som vegetar i årtier om hun dog ikke savner kød. Ak, de skulle bare vide hvor stanken af kød kan få det til at vende sig i en, for lugten af kød er lugten af død og råddenskab og kadaver.

Det er dem der bruger lyvesprog og kalder alting noget andet end det er. Ovnstegt hud kaldes for flæskesvær, rygmuskler kaldes for mørbrad, hakket muskel iblandet fedtvæv og stegt på panden kaldes krebinetter, farvede sukkerklumper størknet med svineafkog kaldes vingummier osv. osv. Og dybest set, når alt kommer til alt, så er der kun et ærligt ord for det som de kalder kød. Det ærlige ord er lig. Det er det de insisterer på at spise: Lig fra de brødre og søstre der var i deres varetægt.

Og sjovt nok er de også med til at flippe ud over dyresex som engang imellem dukker op som sensation i medierne og hos populistiske ministre, men de bliver fornærmede når man påpeger, at landmænd hver eneste dag landet over, begår nøjagtigt de samme overgreb overfor dyrene. Dyret kan ikke mærke forskel på om forbryderen gør det af seksuel lyst eller for at tjene penge, men den fundamentalistiske kødspiser lukker øjnene og nægter at se sammenhængen.

”Vi er skabt til at spise kød!” forklarer de. ”Det har vi altid gjort!” Men de glemmer, at vi på mange områder har en barbarisk fortid, en mindre oplyst fortid, som vi har udviklet os bort fra, fordi vi med tiden kunne se, at det vi havde gjort var grusomt eller urimeligt overfor vores medmennesker. Hvorfor skulle vi så ikke også kunne udvikle os til ikke længere at spise kød? Vi har jo vitterligt ikke brug for det, hvilket jeg selv, som vegetar gennem 22 år, er et levende bevis på.

Enhver må finde sin egen vej og sin egen balance i livet. Lige nu er jeg her hvor jeg er. Et sted mellem fundamentalistiske kropspisere og fanatiske grøntgnaskere. Nogle kødspisere vil mene jeg er en religiøs fantast. Nogle veganere vil mene jeg er en uudviklet dyrplager, fordi jeg stadig spiser øko-æg og nyder min A38 hver morgen. Det kan jeg ikke tage mig af. Jeg vil blive ved med at undersøge det hele og tage stilling henad vejen. Måske bliver jeg veganer en dag, men aldrig af den fanatiske og fordømmende slags! Hvis producenterne af øko-æg får løst problemet med de nyklækkede hanekyllinger, så de kan få et værdigt liv i stedet for at blive slået ihjel som et ubrugeligt restprodukt, fortsætter jeg sikkert med at nyde min æggemad. Jeg forsøger at gøre så lidt ondt som muligt både overfor dyr og mennesker. Nogle gange lykkes det, andre gange ikke, men det er den retning jeg forsøger at gå i. Det er det bedste jeg kan gøre og hvis mange forsøger at gøre det bedste de kan, er jeg ret sikker på dyrene har en lysere fremtid i vente.