Da jeg boede på Hjortebjerg børne- og ungdomscenter sammen med andre brændte børn og unge, følte jeg ofte, at det jeg havde oplevet, var det rene ingenting i forhold til det mine kammerater havde været udsat for. Jeg hørte grusomme beretninger om børn, der var blevet fysisk og psykisk mishandlet og svigtet på alle tænkelige måder. Jeg hørte om narkomanforældre og alkoholikerforældre. Jeg lærte piger at kende, som var blevet misbrugt af fædre og stedfædre. Der var så meget ulykke, så mange stakkels unger, der prøvede at klare sig på trods af en hård opvækst.
Hvad var det så med mig? Måske var jeg bare en skabekrukke, et modbydeligt barn, sådan som min mor altid havde sagt. Måske var jeg bare aparte, adfærdsvanskelig og ude af stand til at tilpasse mig andre mennesker.
Godt nok havde der været nogle episoder med alkohol i mit hjem, men jo ikke decideret alkoholisme. Og godt nok havde min mor slået mig ret voldsomt to gange, men derudover havde der jo ikke være vold i hjemmet. Seksuelt misbrug havde jeg heller ikke været udsat for. Det jeg havde oplevet var meget mere diffust. Det var et årelangt nedbrydningsprojekt, og det der blev nedbrudt var et lille menneskebarn.
Det var det aldrig at have voksne mennesker, man kunne regne med. At man måtte noget den ene dag, men gjorde man det samme næste dag havde det forfærdelige konsekvenser.
Det var det hver eneste dag, at være underlagt sin mors manipulation.
Det var det gennem hele barndommen at få at vide, at man var et modbydeligt barn, der ikke var til at stole på over en dørtærskel.
Det var det aldrig nogensinde at være god nok, aldrig at blive accepteret og holdt af, som den man var.
Det var det, at ens mor brugte tavshedsvåbenet imod en i dagevis. At man krøb om hende som en lille hund og anglede efter et enkelt ord, at hun dog bare ville svare, men at det eneste man fik var et iskoldt blik og derefter synet af hendes afvisende ryg.
Og det var det at blive mobbet i skolen, så man også der skulle være bange og utryg hver eneste dag.
Da jeg i 2006 endelig brød med min mor, væltede det hele rundt indeni. Jeg begyndte at skrive min beretning og jeg skrev det næste 1½ år. I 2008 udgav jeg bogen første gang, men jeg har mange gange tænkt, at den trængte til en finpudsning. Det har den fået nu. Jeg er glad for det arbejde jeg har lavet, selvom det var svært at gennemgå det hele en gang til.
Jeg sender mit hjertebarn ud i verden og håber mine erfaringer kan bruges af de, som arbejder med brændte børn. Desuden håber jeg, at voksne brændte børn kan få glæde af at læse min beretning, sådan som jeg selv har haft glæde af at læse andre brændte børns beretninger.
Bogen kan købes på gopubli.sh
Er du brændt barn er du måske interesseret i denne hjemmeside:
http://www.debrændtebørn.dk/
Der findes også en tilhørende Facebookgruppe, hvor brændte børn i kærlighed og med respekt lytter og fortæller. Gruppen er lukket så ingen udefra kan læse det du fortæller i gruppen.
Brændte børn - nu som voksne
Bogens hjemmeside
Ingen kommentarer:
Send en kommentar