I Danmark har vi haft en stor
diskussion de sidste år om forbud mod visse hunderacer. Jeg har ikke
taget stilling i denne sag, fordi jeg simpelthen ikke ved nok om de
hunderacer der blev forbudt. Hvad jeg dog ved af bitter erfaring, er
at schæferen, der i Danmark fortsat er lovlig at eje, kan være til
stor fare for andre hunde.
Tre gange har jeg oplevet fuldstændigt
umotiverede overfald på mine hunde og alle tre gange har en schæfer
været synderen.
Første gang var for mange år siden,
da vores tidligere cairn terrier var en ganske ung hund. En dame kom
gående et godt stykke bag mig. Jeg har vel fornemmet, at der skete
et eller andet, for jeg vendte mig om netop i det øjeblik hunden
begyndte at løbe af sted hen mod min hund. Damen holdt fast i
snoren, så godt hun kunne, men endte med at falde og blive trukket
nogle meter, inden hun tabte snoren. Schæferen ville bare angribe,
og det gjorde den. Den tog fat i min hund, kastede den om på ryggen
og satte tænderne i struben på den. Jeg fik løftet krapylet af,
men var chokeret bagefter. Damen fik fat i hunden igen, og der skete
ikke videre.
Ikke længe efter gik min kæreste og
jeg med vores hund i den ene ende af en fodboldbane, der hørte til
den nærliggende skole. Langt væk i den anden ende af den store
græsplæne, stod en dame med en schæfer, der ikke var i snor. Vi
blev chokerede over det der herefter skete. Schæferen fik øje på
vores hund, spurtede hen over plænen og angreb som var vores hund et
bytte. Det hele skete på sekunder og vi blev totalt overrumplet af
situationen. Den smed hende omkuld og bed sig fast i struben på
hende. Først forsøgte jeg at sparke den i hovedet, men den blev ved
med at sidde fast, så lykkedes det mig at løfte den af. Ejeren kom
løbende. Jeg stod og ruskede hendes køter og sagde harmdirrende til
hende, at hun ikke kunne tillade sig at have en hund løs, der kunne
finde på sådan noget. Hun var faktisk lige så meget i chok, som vi
var og sagde, at sådan noget havde den aldrig gjort før. Fysisk
nåede den ikke at gøre alvorlig skade på vores hund, men psykisk
havde hun fået men for livet. Vi havde haft en glad, lille hund, der
var ellevild hver gang hun så en anden hund. Nu havde vi i stedet en
hund, der altid var på vagt og som skabte sig som en sindssyg, når
vi mødte andre hunde. Der var få hunde, hun betragtede som venner
og var glad for at møde, men generelt var hun tosset på andre hunde
og i særdeleshed store, mørke hunde kunne hun ikke fordrage.
Vi har et par gode venner, som vi kun
ser med års mellemrum, fordi de bor så langt væk, som man næsten
kan bo fra hinanden, når man bor i Danmark. De havde en schæfer og
den blev vores gamle hund heldigvis gode venner med, trods de dårlige
oplevelser hun havde i bagagen. Selvom de var tæver begge to, var
der ikke problemer med at have dem i samme stue. Desværre var
schæferen gammel og måtte på et tidspunkt aflives, da den ikke
kunne mere. Parret fik en ny schæfertæve, for de har altid haft
schæfere og var glade for denne hunderace. Denne hund var desværre
fuldstændig utilregnelig og så aggressiv, at det var umuligt for os
at have vores hund med på besøg hos dem. Man hører altid, at det
ikke er hunden, men hundeejeren, der er noget galt med. Det passer
sikkert ofte, men ikke i dette tilfælde. Ejerne har som sagt haft
schæfere før, og de er gjort af godt vestjysk, jordnært
stof. De er ikke eftergivende og ved udmærket godt, hvordan man
opdrager en hund. Denne hund var bare uden for pædagogisk
rækkevidde. Når vi kom som gæster var vi direkte bange for at gå
ind, for hunden lagde ikke skjul på, at den var farlig for sine
omgivelser. De gjorde hvad de kunne, havde endda en hundepsykolog
inde i billedet på et tidspunkt. Alligevel endte det galt. En dag,
hvor de et lille øjeblik ikke var vagtsomme nok, sprang den i
hovedet på en gæst og bed hende. Den ene af de to kørte gæsten på
sygehuset. Den anden kørte hunden til dyrlæge og fik den aflivet.
Det var den tragiske ende på den historie, og nu har de en dejlig
hund, som ikke er en schæfer.
Den sidste meget kedelige oplevelse med
en schæfer havde jeg lørdag morgen den 21. juni 2014. Min cairn
terrier Pelle var selvfølgelig i snor, men det var den sindssyge
schæfer henne fra en af de nærliggende lejligheder ikke. Vi gik
ovre på marken, der ligger tæt på vores bopæl, og jeg så godt
den sorte stationcar og damen der lukkede schæferen ud, så jeg gik
i en anden retning. Jeg ved hvor aggressiv den schæfer altid virker
og set på afstand mente jeg nok det var den, men var dog ikke helt
sikker.
Det hjalp bare ikke en skid, at vi
holdt os på afstand, for hun slap sin lortehund løs og den løb fra
hende og direkte hen til os, hvor den røg på Pelle fuldstændig
uden varsel. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at skille dem ad, men
den blev ved med at angribe.
Det er en forfærdelig oplevelse at se
en stor, stærk schæfer tage fat i nakken på ens lille hund og
forsøge at ruske den som et bytte. Jeg kæmpede alt hvad jeg
overhovedet kunne for at skille dem ad, alt imens jeg skreg som en
vanvittig til damen, at hun skulle komme og tage ham væk. Det tog
noget tid før hun nåede op til os og fik fat i sin hund.
Det værste var, at hun totalt nægtede
det hendes køter havde gjort. Hun påstod, at han ikke var aggressiv
og bare ville lege, men hun havde jo for pokker ikke set optrinnet,
fordi der var en række tætgroende træer imellem os. Da hun kom
kunne hun se mig kæmpe med schæferen og hun kunne se Pelle der krøb
væk og peb, da lortehunden endelig gav slip. Hun kunne se, at
tårerne stod ud af øjnene på mig og se hvor chokeret jeg var.
Alligevel nægtede hun at tro på det, der lige var sket. Jeg trak
vrælende af sted med min hund, og jeg vrælede hele vejen hjem.
Hvis jeg ikke havde sloges som jeg
gjorde for at få schæferen af Pelle, er jeg sikker på han var død
nu. Her to dage efter, er jeg er stadig dybt rystet og har haft to
næsten søvnløse nætter. Jeg bliver ved med at se billedet for mig
af schæferen der har grebet Pelle om nakken og jeg bliver ved med at
huske følelsen af, at min hund ville dø, hvis jeg ikke reddede ham.
Pelles kraftige læderhalsbånd har to bidemærker i sig. Heldigvis
var det kun halsbåndet der tog skade.
Jeg kender mennesker, der har gode
schæfere og som har styr på deres hunde. Alligevel må jeg sige, at
jeg pga mine bitre erfaringer med denne hunderace, efterhånden er af
den overbevisning, at hvis nogen hunderace skulle forbydes, så
skulle det være denne. Der er lavet undersøgelser, der viser, at
schæferen er den hunderace, der bider mest både når det gælder
bid på andre hunde og bid på mennesker. Jeg ved godt, at det
selvfølgelig spiller ind i denne statistik, at der er mange schæfere
i den danske hundebestand. Alligevel synes jeg ikke man kan blive ved
med at ignorere det faktum, at schæfere er en stor synder, når det
gælder overfald og bid. Desværre er de jo så store og stærke, at
de med lethed kan dræbe en mindre hund, hvilket jo desværre også har været tilfældet.
Hvor meget Pelle har taget psykisk skade af episoden ved jeg endnu ikke, men jeg ved, at jeg aldrig nogensinde stoler på en schæfer igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar