mandag den 23. juni 2014

Hvis nogen hunderace skulle forbydes.....

I Danmark har vi haft en stor diskussion de sidste år om forbud mod visse hunderacer. Jeg har ikke taget stilling i denne sag, fordi jeg simpelthen ikke ved nok om de hunderacer der blev forbudt. Hvad jeg dog ved af bitter erfaring, er at schæferen, der i Danmark fortsat er lovlig at eje, kan være til stor fare for andre hunde.
Tre gange har jeg oplevet fuldstændigt umotiverede overfald på mine hunde og alle tre gange har en schæfer været synderen.

Første gang var for mange år siden, da vores tidligere cairn terrier var en ganske ung hund. En dame kom gående et godt stykke bag mig. Jeg har vel fornemmet, at der skete et eller andet, for jeg vendte mig om netop i det øjeblik hunden begyndte at løbe af sted hen mod min hund. Damen holdt fast i snoren, så godt hun kunne, men endte med at falde og blive trukket nogle meter, inden hun tabte snoren. Schæferen ville bare angribe, og det gjorde den. Den tog fat i min hund, kastede den om på ryggen og satte tænderne i struben på den. Jeg fik løftet krapylet af, men var chokeret bagefter. Damen fik fat i hunden igen, og der skete ikke videre.

Ikke længe efter gik min kæreste og jeg med vores hund i den ene ende af en fodboldbane, der hørte til den nærliggende skole. Langt væk i den anden ende af den store græsplæne, stod en dame med en schæfer, der ikke var i snor. Vi blev chokerede over det der herefter skete. Schæferen fik øje på vores hund, spurtede hen over plænen og angreb som var vores hund et bytte. Det hele skete på sekunder og vi blev totalt overrumplet af situationen. Den smed hende omkuld og bed sig fast i struben på hende. Først forsøgte jeg at sparke den i hovedet, men den blev ved med at sidde fast, så lykkedes det mig at løfte den af. Ejeren kom løbende. Jeg stod og ruskede hendes køter og sagde harmdirrende til hende, at hun ikke kunne tillade sig at have en hund løs, der kunne finde på sådan noget. Hun var faktisk lige så meget i chok, som vi var og sagde, at sådan noget havde den aldrig gjort før. Fysisk nåede den ikke at gøre alvorlig skade på vores hund, men psykisk havde hun fået men for livet. Vi havde haft en glad, lille hund, der var ellevild hver gang hun så en anden hund. Nu havde vi i stedet en hund, der altid var på vagt og som skabte sig som en sindssyg, når vi mødte andre hunde. Der var få hunde, hun betragtede som venner og var glad for at møde, men generelt var hun tosset på andre hunde og i særdeleshed store, mørke hunde kunne hun ikke fordrage.

Vi har et par gode venner, som vi kun ser med års mellemrum, fordi de bor så langt væk, som man næsten kan bo fra hinanden, når man bor i Danmark. De havde en schæfer og den blev vores gamle hund heldigvis gode venner med, trods de dårlige oplevelser hun havde i bagagen. Selvom de var tæver begge to, var der ikke problemer med at have dem i samme stue. Desværre var schæferen gammel og måtte på et tidspunkt aflives, da den ikke kunne mere. Parret fik en ny schæfertæve, for de har altid haft schæfere og var glade for denne hunderace. Denne hund var desværre fuldstændig utilregnelig og så aggressiv, at det var umuligt for os at have vores hund med på besøg hos dem. Man hører altid, at det ikke er hunden, men hundeejeren, der er noget galt med. Det passer sikkert ofte, men ikke i dette tilfælde. Ejerne har som sagt haft schæfere før, og de er gjort af godt vestjysk, jordnært stof. De er ikke eftergivende og ved udmærket godt, hvordan man opdrager en hund. Denne hund var bare uden for pædagogisk rækkevidde. Når vi kom som gæster var vi direkte bange for at gå ind, for hunden lagde ikke skjul på, at den var farlig for sine omgivelser. De gjorde hvad de kunne, havde endda en hundepsykolog inde i billedet på et tidspunkt. Alligevel endte det galt. En dag, hvor de et lille øjeblik ikke var vagtsomme nok, sprang den i hovedet på en gæst og bed hende. Den ene af de to kørte gæsten på sygehuset. Den anden kørte hunden til dyrlæge og fik den aflivet. Det var den tragiske ende på den historie, og nu har de en dejlig hund, som ikke er en schæfer.

Den sidste meget kedelige oplevelse med en schæfer havde jeg lørdag morgen den 21. juni 2014. Min cairn terrier Pelle var selvfølgelig i snor, men det var den sindssyge schæfer henne fra en af de nærliggende lejligheder ikke. Vi gik ovre på marken, der ligger tæt på vores bopæl, og jeg så godt den sorte stationcar og damen der lukkede schæferen ud, så jeg gik i en anden retning. Jeg ved hvor aggressiv den schæfer altid virker og set på afstand mente jeg nok det var den, men var dog ikke helt sikker.
Det hjalp bare ikke en skid, at vi holdt os på afstand, for hun slap sin lortehund løs og den løb fra hende og direkte hen til os, hvor den røg på Pelle fuldstændig uden varsel. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at skille dem ad, men den blev ved med at angribe.

Det er en forfærdelig oplevelse at se en stor, stærk schæfer tage fat i nakken på ens lille hund og forsøge at ruske den som et bytte. Jeg kæmpede alt hvad jeg overhovedet kunne for at skille dem ad, alt imens jeg skreg som en vanvittig til damen, at hun skulle komme og tage ham væk. Det tog noget tid før hun nåede op til os og fik fat i sin hund.

Det værste var, at hun totalt nægtede det hendes køter havde gjort. Hun påstod, at han ikke var aggressiv og bare ville lege, men hun havde jo for pokker ikke set optrinnet, fordi der var en række tætgroende træer imellem os. Da hun kom kunne hun se mig kæmpe med schæferen og hun kunne se Pelle der krøb væk og peb, da lortehunden endelig gav slip. Hun kunne se, at tårerne stod ud af øjnene på mig og se hvor chokeret jeg var. Alligevel nægtede hun at tro på det, der lige var sket. Jeg trak vrælende af sted med min hund, og jeg vrælede hele vejen hjem.

Hvis jeg ikke havde sloges som jeg gjorde for at få schæferen af Pelle, er jeg sikker på han var død nu. Her to dage efter, er jeg er stadig dybt rystet og har haft to næsten søvnløse nætter. Jeg bliver ved med at se billedet for mig af schæferen der har grebet Pelle om nakken og jeg bliver ved med at huske følelsen af, at min hund ville dø, hvis jeg ikke reddede ham. Pelles kraftige læderhalsbånd har to bidemærker i sig. Heldigvis var det kun halsbåndet der tog skade.

Jeg kender mennesker, der har gode schæfere og som har styr på deres hunde. Alligevel må jeg sige, at jeg pga mine bitre erfaringer med denne hunderace, efterhånden er af den overbevisning, at hvis nogen hunderace skulle forbydes, så skulle det være denne. Der er lavet undersøgelser, der viser, at schæferen er den hunderace, der bider mest både når det gælder bid på andre hunde og bid på mennesker. Jeg ved godt, at det selvfølgelig spiller ind i denne statistik, at der er mange schæfere i den danske hundebestand. Alligevel synes jeg ikke man kan blive ved med at ignorere det faktum, at schæfere er en stor synder, når det gælder overfald og bid. Desværre er de jo så store og stærke, at de med lethed kan dræbe en mindre hund, hvilket jo desværre også har været tilfældet.

Hvor meget Pelle har taget psykisk skade af episoden ved jeg endnu ikke, men jeg ved, at jeg aldrig nogensinde stoler på en schæfer igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar