Hvem er Frønne, Frønne Rønne, Bamse,
Bamsepige, Spidsøre, Pisøre, Fupper, Pestos, Brutalis og ikke
mindst Den Tasmanske Pungdjævel? Og hvem er Humle og Bumle, for ikke
at snakke om Humle Bumle Mumlebi?
Den spøjse sandhed er, at de er en og
samme personage. Det rigtige navn er Frynse, selvom der i en eller
anden ligegyldig stambog står, at hun hedder Frigg. Det har vi dog
aldrig kaldt hende, selvom dette kære barn har haft et væld af
navne.
Så kraftfuldt et dyr. Stærk, stædig
og fuld af energi. Stolt ulv, mere end tuttenuttet kælebamse. Lille,
men dog overbevist om egen storhed. Terrier med stort T, som vi fik
at vide, da vi hentede hende for mere end 10 år siden i Faksinge ved Præstø. Det lille
krapyl terroriserede søskende, mor og mormor.
Spidse hvalpetænder i ankler. Møghund!
Keramikfigurer, der blev halvvejs ædt. Hvem der så kan forstå
fornøjelsen ved det.
Ører, der altid kun hørte det de
ville høre. Vilje, vilje, vilje til kun at følge sin egen vej.
Inspiration for en slatten menneskemor med pleaser-syndrom og angst
for at træde ved siden af.
Den elegante klatrer, der klarede
næsten lodrette skrænter, store sten og trappen på Møns Klint i
fuldt firspring, så hendes mennesker mistede pusten.
Den utrættelige vandrer, der aldrig
gav op, lige meget hvor lange ture vi bød de korte ben. Op og ned i
snedriver, ad stejle skråninger, kilometer efter kilometer, det ene
år efter det andet gennem skovbund, på strandsand, over marker og på byens
fortove.
Og altid på vagt og klar til at give
en vovet skideballe til hver en snoldet køter, der kom forbi og
lugtede forkert, også til de der var meget større end hun selv.
Selvstændig. Ikke decideret et
kæledyr. Til tider nærmest asocial. Solitær som en kat: Kæl
mig, men kun når det passer mig!
Og kontrasten: Den lille, gamle hund,
hvis hoved lå slattent på min skulder i går, da jeg bar hende hjem
fra dyrlægen. Den lille sammenkrøbne skikkelse med de små trætte
øjne. Hun magtede ikke at drikke eller tisse. Kunne ikke gå. Havde
været til røntgen efter nogen tids besvær med at gå og tydelige
smerter. Bedøvelsen sad i hende endnu et døgn efter.
Og i dag. Få hundrede meters morgentur
tog en halv time. Og menneskemor var taknemlig for at hunden bare
kunne gå lidt og komme af med noget og indtage lidt mad og
smertestillende efter turen.
Og hele dagen har hun bare ligget på
det orange tæppe på græsplænen under æbletræet, og når jeg
kommer forbi for at se til hende, lægges ørerne underdanigt tilbage
og øjnene ser træt op på mig.
Jamen, lille Frynse! Sådan er du jo slet ikke...
Fremtiden er usikker. Måske går vi
mennesker rundt det meste af tiden i den vildfarelse, at vi selv og
dem vi holder af er udødelige. Måske er vi nødt til at tro det,
for ikke at knækkes. Men den sidste tid har det lejret sig som en
uvelkommen sandhed i hjertet: At vores tasmanske pungdjævel kun er
til låns, og at der kommer en dag, hvor jeg ikke kan komme hjem fra
Netto og sige:
Bor der en lille hund her?
og
Nårh....Var
det lige mors lille Humle Bumle Mumlebi, der kom der.....
