Fri mig for selvudviklings-vampyrerne

Fri mig for de selvudviklede! Disse vampyrer i menneskeskikkelse, der under dække af at være i gang med at udvikle sig selv, hæver sig op og gør sig bedre end deres medmennesker. Kender du dem? Har du prøvet at sidde i en samtale og føle, at du blev mindre, at du blev klientgjort, mens din samtalepartner voksede for øjnene af dig til et uhyrligt, blævrende terapeut-dyr, så har du mødt selvudviklingsvampyren.

Denne vampyr kan sikkert optræde i både mande- og kvindeskikkelse, men jeg må desværre modstræbende på mit køns vegne indrømme, at jeg kun har mødt den kvindelige variant. Jeg har aldrig mødt en eneste mand, der lider af denne særlige form for klam medmenneskenedgradering. På en eller anden måde ligger det vist bare mest til kvinder. Det er som om den kvindelige omsorg og moderlighed, kan deformeres og degenerere til en form, der kun handler om selvhævdelse og slet ikke om at se medmenneskets særlige væsen og behov.

Jamen er selvudvikling ikke en god ting? Jo, selvfølgelig er det det. Mennesket skal ikke stå stille. Mennesket skal gå ad sine egne veje og vildveje og finde ud af, hvad hun eller han vil med sit liv. Selvfølgelig skulle man gerne have større indsigt og modenhed som 47-årig end som 17-årig. Det jeg har noget imod er den såkaldte selvudvikling, der måske nok starter som et ønske om at blive et bedre menneske, men ender med at blive til en piedestal, hvorfra man kan sidde med sine ligesindede og se ned på alle de andre, der ikke er nået lige så langt som en selv. Det findes i mange former. Se blot på det der i mange år har gået under betegnelsen det åndelige. Mennesker der bygger deres liv på astrologi, numerologi eller andre lignende teorier, der intet videnskabeligt belæg har, føler sig fuldstændigt naturstridigt hævet over og meget klogere end alle os andre.

Jeg er ikke velbevandret i filosofi, men af den smule jeg har snuset til, har intet gjort så stort indtryk på mig som Løgstrups etiske fordring. Det at når vi møder et menneske, så bærer vi en del af dets skæbne i vores hænder. Det er det ansvar vi har som mennesker. Det er stort, men samtidig meget enkelt. Vi skal se det medmenneske, der sidder over for os som netop et medmenneske, ikke som et mindreværdigt objekt, som vi skal pådutte vores egen overbevisning eller få ind på vores egen vej. Når du nedgraderer mennesket overfor dig, går kommunikationen i sort. Måske du føler dig frelst, men faktisk har du bare svinet dig selv til, for der er ikke megen glorværdighed ved at få sit medmenneske til at føle sig lille og dum.

Det menneske der for alvor hjælper sit medmenneske videre i livet, er den der ganske simpelt kan sætte sig ned og lytte og som kun giver gode råd, når der bliver bedt om det. Så enkelt er det! Vi behøver ikke kalde det fine ord som mindfullness, åndelighed eller coaching og vi behøver ikke søge svar i stjernerne eller andre steder, hvor svar slet ikke findes. Vi skal bare åbne vores øjne og se det menneske, der sidder over for os.

©Laila Ammitsbøl