søndag den 21. november 2010

Ord i dag - virkelighed i morgen.

Den 9. november skrev Georg Metz i Information: Det er i sproget, det begynder. I ordet ligger handlingen latent. Samme dag udkom Peter Tudvads bog om Søren Kirkegaards antisemitisme. Jeg har ikke forstand på Søren Kirkegaard, så jeg kan ikke deltage i debatten om Peters bog, men jeg bemærkede disse kloge ord fra forfatterens mund i forsvaret af bogen: Ord er ikke uskyldige.
Jeg er ikke veluddannet som omtalte herrer, ikke akademiker og højt på strå, ikke værdig til at blive hørt og ikke værdig til at få point. Hvis jeg ikke allerede boede i Danmark ville jeg helt sikkert ikke blive sluppet ind. Men jeg er enig med Metz og Tudvad og havde trods min manglende akademiske baggrund og min lidet misundelsesværdige status som samfundssnylter indsigt til allerede den 28. oktober at sige noget lignende på min blog. I indlægget Førtidspensionister - dem hænger man da skrev jeg følgende: Folkestemninger har ikke nødvendigvis rod i nogen større sandhed, men de har magten til at ændre verden. Nogle gange til det bedre. Andre gange er folkestemninger næret af en bidsk og led indre svinehund. Så er det, at det pludselig bliver helt acceptabelt at lægge hele befolkningsgrupper for had, sådan som det for tiden sker med førtidspensionisterne.
I aften sendes så programmet Ord kan være som arsenik i Deadline Sektion 2 på Dr2. Det handler om det samme: Ordenes farlige magt. Ord der drypper gift i menneskenes sind.

Nogle vil vel betragte mig som en paranoid undermåler og det er jeg måske også i nogle sammenhænge, men blind og døv og dum er jeg fandeme ikke. Jeg læser debatterne rundt om på nettet. Jeg ser hvordan det bliver mere og mere legitimt at kalde førtidspensionister for nassere og fuskere. Jeg ser hvordan man italesætter, som det hedder på moderne dansk, en virkelighed der intet har med min virkelighed at gøre: Førtidspensionen i Danmark er blevet en stor, uoverskuelig og samfundsbelastende parkeringsplads, hed det fx på 180grader.dk for få dage siden. Hvornår bliver parkeringspladsen degraderet til losseplads? Hvornår rydder de op i skidtet? Eutanasi? For vores egen skyld?! Nemt og smertefrit. Bare et lille stik og derefter den store, barmhjertige stilhed. Du får fred og er ikke længere en belastning for den hårdtprøvede statskasse.


Muslimerne, de mørkhudede, førtidspensionisterne. Alle de forbandede snyltere, der har flået den danske skatteyder længe nok. Ukrudt skal ikke have lov at brede sig. Ryd nu op for fanden! Det ligger i ordene der siges i dag. Hvad morgendagen bringer tør jeg knapt nok tænke på?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...