Den fødte kvinde

Jeg var aldrig kvinde som min mor og far ønskede jeg skulle være det. Helt fra jeg var lille pige var mine interesser anderledes, min gang mere kantet og mine tøjpræferencer mere maskuline end min undrende omverden syntes de burde være.

Påduttede kjoler og ”pæne” pigesko var en byrde for mig, for jeg foretrak cowboybukser, praktiske trøjer og fornuftige snøresko.

Det var ikke fordi jeg prøvede at være på tværs af deres ønsker. Jeg var bare anderledes skabt end de andre piger, som min mor så brændende og med bebrejdelse i stemmen ønskede jeg skulle være ligesom.

De havde så kedelige interesser disse piger. Deres dukker og pigelege og uforståelige pigefniddersnakke sagde mig ingenting. Og skulle jeg have forsøgt at ligne dem, ville det have været som at blive buret inde og presset ned i et alt for snævert korset.

Derfor fik jeg tanken efterhånden, at det måske havde været mere passende om jeg havde været en dreng. Så ville ingen da have undret sig over, at jeg foretrak bukser og Matchbox-biler frem for fimsede kjoler og Barbie-dukker.

Og da jeg kom i puberteten og forelskede mig hovedkulds i en pige fra klassen, da havde det godt nok også været nemmere at være en dreng, for målet for min tilbedelse ville ikke være kæreste med klassens underligste pige. Hun kiggede i stedet efter Don Juan fra parallelklassen. Han havde smalle hofter, brede skuldre og løvemanke struttende af pubertær testosteron.

Jeg blev voksen, fandt en pigekæreste og var ugleset når jeg dukkede op i min barndoms landsby. Nyfigne gamle kællinger tittede frem bag gardiner og bragte sladderen vidt omkring og familien skammede sig over, at jeg gik der og skiltede med det. Når jeg nu absolut skulle være sådan et stykke omvandrende unatur, kunne jeg vel i det mindste have gemt det væk, så de ikke skulle bære skammen over at være i familie med sådan et misfoster.

Mine bryster var fra puberteten vokset ud til en megastørrelse, der på ingen måder svarede til den jeg var indeni. Og havde jeg selv kunnet vælge havde brysterne været meget mindre og skuldrene bredere, men i det mindste blev jeg da ikke udstyret med en stor røv.

Fordi jeg var som jeg var, fulgte tanken mig gennem årene, om jeg måske i virkeligheden var en mand indeni, blot født i den forkerte krop. Jeg forestillede mig, hvordan det ville have været at have en mandekrop, og det var mig ikke en fjern tanke, at jeg måske ville have haft det nemmere med brede skuldre, fladt bryst og mandlige genitalier. Jeg ville nok have haft nemmere ved at score smukke kvinder, og ingen ville have undret sig over mine tøjvalg eller over at jeg hellere ville læse Illustreret Videnskab end Alt for damerne.

Der ses i dag en voldsom stigning i børn og unge der mener, de er født i den forkerte krop. Havde jeg som teenager været udsat for den påvirkning som maskuline lesbiske piger i dag udsættes for, havde jeg nok også været nem at lokke til behandling med mandligt kønshormon og operationer, der kunne gøre mig til et mandligt udseende menneske.

Men i dag er jeg glad for, at det ikke var sådan, da jeg var ung, for det som det egentlig drejede sig om, var jo, at jeg skulle finde ud at være kvinde og lesbisk. Min krop skulle selvfølgelig ikke skæres i og udsættes for hormonbehandlinger. Tankerne om at blive lavet om, var jo blot et resultat af at mine omgivelser syntes, at jeg ikke var kvinde på den rigtige måde. De mente, at ALLE piger kan lide nogle bestemte klædestykker og noget bestemt legetøj, og at ALLE kvinder har et inderligt ønske om at føde børn. Disse snærende normer blev jeg opfostret med og blev påduttet også i min voksenalder.

Jeg skulle selv finde ud af, at kvinder er af mange støbninger, og at jeg bare var en anden udgave af kvinde end fx min meget feminine søster.

Men først nu, hvor jeg er i halvtredserne, går det op for mig, hvor meget jeg er kvinde, og at det at være kvinde er noget der aldrig kan eller skal laves om. Jeg blev jo født som kvinde. Jeg fik menstruation som 14årig, og selvom jeg aldrig ønskede at have sex med en mand eller at blive gravid, så var det jo en del af min identitet at vide, at jeg kunne blive det. Min krop var spinkel og med kvindelige kendetegn og skønt jeg kunne have ønsket mig fysisk stærkere, så var det en dyb viden i mig, at jeg skulle passe på mig selv, når jeg gik alene, for som alle andre kvinder kendte jeg risikoen for overfald og voldtægt fra det stærke hankøns side.

Med tiden fandt jeg også ud af, at mit sind nok egentlig, når det kommer til stykket, er meget kvindeligt, med alt hvad det indebærer af empati, intuition og usikkerhed. Kvinde er jeg, det er jeg født til at være, og jeg ville ønske, jeg havde fået at vide som barn og ung, at det var helt ok at være hunkøn på den måde som jeg var og er det.

I dag som moden kvinde ser jeg med bekymring på de unge piger, der er ligesom jeg var dengang. Sårbare, usikre, unge mennesker der desværre alt for let kan lokkes med på ideen om, at de er forkerte og født i en forkert krop. De skulle jo i stedet have at vide, at de er nøjagtig som de skal være. De er piger som bare ikke er som piger er flest, men det gør dem ikke forkerte! Og de skulle have rollemodeller der fortalte dem, at det vidunderligste i verden er at forelske sig i en anden pige og elske med hende, pigekrop mod pigekrop, kvindekrop mod kvindekrop. En sitrende, intens glæde, en boblende, blid eufori. De skulle vide, at de er helt rigtige, præcis som de er, og at intet skal skæres eller korrigeres. Det var bl. a denne selvaccept vi kæmpede for, vi gamle lesbiske, da vi var unge og mødtes i det skjulte med ligesindede. Åh, sikken fryd det var at finde ud af, at der var andre som en selv og hvilken sorg det er at se, at udviklingen går baglæns, og at unge piger og unge drenge som ikke lever op til de gængse kønsroller i dag påduttes og støttes i, at de i virkeligheden er født i en forkert krop, og derfor er nødt til at klippe en hæl og en tå og et kønsorgan for at blive rigtige.

Det gør mig så trist, når jeg tænker på, hvad de børn der i dag skamferes af hormonbehandlinger og kønskorrigerende operationer, skal slås med i fremtiden. Som det ses i udlandet, er der en del der fortryder. Disse stakkels mennesker må leve med bivirkninger af hormonbehandling og er frarøvet muligheden for at få et velfungerende sexliv, fordi deres krop er blevet maltrakteret.

Ideologien der ligger til grund for maltrakteringen af børn har også store konsekvenser for lesbiske og for kvinder i det hele taget. Mænd, der kalder sig kvinder, insisterer i stigende grad på at indtage områder der tidligere var forbeholdt kvinder, og kun få tør sige dem imod, for gør man det, bliver man udråbt som transfob. Der ses flere og flere eksempler på mænd der deltager i kvindesport, og da de selvfølgelig er større og stærkere end kvinder, bliver rigtige kvinder forvist til dårligere placeringer end deres træning og styrke egentlig berettiger til. Mænd lukkes ind i kvindefængsler og i kvindekrisecentre. Dette er selvfølgelig til fare for de kvinder der burde have krav på beskyttelse. Kvindetoiletter gøres til unisex-toiletter, så kvinder må finde sig i at de er i rum med en mænd på et sted hvor langt de fleste kvinder helst kun vil møde deres eget køn.

I LGBT+ bevægelserne er lesbiske nedgraderet og nærmest totalt udmanøvreret. Hvor det tidligere var en forening for bøsser og lesbiske, er det nu først og fremmest en mande-queer bevægelse, hvor trans-ideologien har det største ord at skulle have sagt. Dette har resulteret i et vanvid, hvor lesbiske lægges for had, hvis de holder fast i den traditionelle definition af ordet lesbisk. Nu påstås det at mænd kan være kvinder og at disse mænd, fordi de siger de er kvinder, så også kan være lesbiske. De fleste vælger ovenikøbet at beholde deres mandlige kønsorganer, og vil man som lesbisk ikke acceptere, at disse vedhæng er kvindelige og at en mand kan være lesbisk, hænges man ud som hadsk-talende transfob.

De politiske vinde i mange vestlige lande blæser desværre til fordel for vanviddet. Desværre sker dette knæfald for amokløben trans-ideologi i høj grad fra venstrefløjens side. I et misforstået forsøg på tolerance har man glemt at se på konsekvenserne for kvinder og for de børn der ikke passer ind i de traditionelle kønsroller. Højrefløjen kommer jeg aldrig til at stemme på, da jeg er uenig med dem om så meget andet, men som det er nu, føler jeg mig politisk hjemløs, for hvordan skal jeg kunne stemme på partier, der er med til at afvikle kvinders rettigheder og lesbiskes ret til at udleve og omtale deres seksualitet uden risiko for chikane og trusler.

Selvom jeg ikke udtrykker min kvindelighed som kvinder gør flest, så er jeg den fødte kvinde. Jeg blev nemlig født som kvinde, ergo er jeg det. At leve med en kvindelig krop med alt hvad den bringer af glæder og lyst og besværligheder som menstruation og overgangsalder hører kvindekønnet til. Kun kvinder har den erfaring og ingen mand kan blive kvinde, fordi han påstår at føle sig som en.

Der kommer en dag, hvor mennesker der fik amputeret raske kropsdele med rette vil spørge: Hvorfor fik denne hjernevask af forvirrede, sårbare børn lov at finde sted? Hvorfor beskyttede ingen mig? Hvordan kunne mine forældre, andre voksne omkring mig og sundhedsvæsenet tillade dette? Men da vil det desværre være for sent for dem det gik ud over.