Sharm El Charterhelvede

Denne bog er et must for det par eller den familie, der overvejer at bruge penge og dyrebare feriedage på en charterferie til Sharm El Sheikh. Bogen tegner ikke det sædvanlige rosenrøde billede, men er en personlig og ærlig beskrivelse af en ferie, der blev helt anderledes end håbet og forventet. Hvis du alligevel vælger at tage af sted, kan du bruge denne lille bog som forberedelse, så du kan undgå de værste turistfaldgruber.

http://www.saxo.com/dk/sharm-el-charterhelvede_epub_9788740429534

Sharm El Sheikh - Charterferiehelvede når det er værst

Kold dansk vinter. Grader langt under frysepunktet. Min bedre halvdel og jeg glæder os, for vi har sparet sammen gennem mange måneder og det er efterhånden længe siden vi bestilte rejsen til Naama Bay ved Sharm El Sheikh. Ja, vi glæder os, efterhånden temmelig heftigt. Arbejdet er surt og Danmark er gået i fryseboks. Sol og varme, eksotiske koralrev og endnu ukendte oplevelser venter forude. Da flyveren letter holder vi hinanden i hånden, som vi altid gør når et nyt eventyr venter og jernfuglen skruer op for hestekræfterne og får luft under vingerne.

Vi lander i en anden verden. Koralrevene og de farvestrålende fisk er præcis så eksotiske og tegnefilmsagtige som vi forestillede os. Beduinlejren og rideturen på dromedaren, som egypterne insisterer på at kalde en kamel, er så fremmedartede og eventyrlige som vi kunne ønske os. Om aftenen ved bålet med de mørke børn og de mørke mænd mødes to kulturer om guidens medbragte marshmellows, der ristes over bålet. Beduinbarneøjne stråler i mørket om kap med bålets flammer over denne uventede oplevelse og de ældre brødre og fædre belønner os for oplevelsen med en lokal sang med tilhørende trommeslag på en petroleumsdunk. Skandinaverne takker for sangen med klapsalver og smil, overvejer om vi skulle synge en af vores sange til tak, men det løber på vanlig tilbageholdende skandinavisk maner ud i ørkensandet. Dog, en fin oplevelse for både beduiner, danskere, nordmænd og svenskere.

Jeg forsøger mig udi kunsten at bage beduinbrød

Det er januar i Naama Bay og dagene og specielt aftenerne i den første uge af vores 14-dages ferie, er en hel del koldere end vi havde regnet med. Trøjen har vi husket, men det bliver ikke til så meget badning, som vi havde forestillet os hjemmefra. Enkelte dage er kolde som en dansk solskinsdag i marts. Vinden bidende bister, men kold vind kan holdes ude med en norsk uldtrøje medbragt fra det kolde nord. Vinden er ikke det største problem og i den sidste uge af vores ferie skrues der dog også gevaldigt op for solen og temperaturen. 

Problematisk er derimod kultursammenstødet. Der går et enkelt døgn, før vi har lært, at skandinavisk høflighed er fuldstændig ubrugeligt på disse breddegrader. Når vi går ned ad strandpromenaden i Naama Bay passes vi konstant op af emsige sælgere. Restauranterne ligger som perler på en snor og ved hver eneste restaurant og ved hver eneste souvenir shop står unge mænd, der vil have vi skal gå ind på netop deres sted. Vi har oplevet Sydeuropa og de emsige sælgere, men det kan slet ikke sammenlignes med dette krejlerhelvede. Siger man nej, respekteres det ikke. De går helt tæt på en og spærrer en vejen. De forfølger en. De bliver ved og ved og ved og råber vredt efter en, når man slipper forbi dem. Så snart man er kommet forbi den ene står den næste parat. Der er intet afslappende ved denne form for ferie.

Alf Leila Wa Leila - også her var det umuligt at gå i fred for ubehagelige og meget påtrængende sælgere

Der er masser af souvenir shops vi gerne ville kigge på, men vi tør ikke nærme os, for ejerne står som høge parat til at hugge kløerne i en og æde ens sidste egyptiske pund med hud og hår. Kigge kan man ikke få lov til. De står og puster en i nakken med en svedig talestrøm konstant.

Lynhurtigt finder vi ud af, at afslapning er en umulighed. Denne ferie kommer til at dreje sig om at slippe væk og at undgå at blive snydt. På gaden dytter taxaerne konstant, sætter farten ned og spørger om vi ikke skal have en taxa. Dromedarførerne, som vi ser mange af er ekstremt ubehøvlede. Når man kommer gående på fortovet drejer de dromedaren, så den står på tværs, så man ikke kan komme forbi. De vil så gerne narre en til at ride en tur og give en formue for det. Hopper man ikke på limpinden, råber de frækheder efter en og forfølger en.

Efter fem dage må jeg indrømme for min kone, at jeg aldrig er blevet så skuffet over en ferie, som over denne. Og vi havde sådan glædet os….

Når man går ud at spise eller handler i en butik, skal man tage sig i agt, for det er sikkert og vist, at manden der står overfor en er ude på at snyde. Det er bedst at have lige penge, for byttepenge er de tilfældigvis aldrig i besiddelse af. Nogle gange siger de ikke, at de ikke har byttepenge. De giver simpelthen bare for lidt tilbage og når man gør dem opmærksom på det, lader de som om de ikke kan forstå, hvad man siger.

Det er svært at foretage sig noget i området. Der er mange restriktioner, check points og vagter med maskinpistoler, så reelt kan vi kun gå frem og tilbage på Strandpromenaden og på de to gågader, men her er det som nævnt umuligt at gå i fred. Vi er vant til at kunne tage ud på egen hånd og opleve omgivelserne, når vi er på ferie, men i Naama Bay føler vi os spærret inde og ret hurtigt keder vi os gudsjammerligt. Dagene snegler sig af sted og jeg får læst den ene bog efter den anden. På stranden og ved poolen ligger solbaderne som strandede hvaler og får med jævne mellemrum påfyldt væske og føde. Er det ens drøm om ferie er Naama Bay sikkert udmærket, men så kan man for så vidt holde ferie hvor som helst, i Lalandia fx.

Hotellet, der efter sigende er firestjernet er meget nedslidt. Døren til toilettet ser ud som om den er ved at blive opløst. Mure smuldrer fra hinanden. Håndtage er ved at falde af. I forhold til firestjernede hoteller vi har oplevet andre steder i verden er dette i meget ringe stand og i forhold til hvad vi har oplevet i Canada og Europa er servicen nærmest ikke-eksisterende. Det er som om, at når de først har fået penge, er de totalt ligeglad med gæsten.

Badeværelsesdøren er ødelagt af mange års fugt

Engang imellem møder vi flinke mennesker, men det er kun de første gange vi lader os narre. Man skal ikke forvente at noget her er gratis. Vi har betalt for morgenmad på vores hotel, så da tjeneren kommer og spørger om vi vil have et glas mangojuice takker vi og smiler. 5 minutter senere kommer han med en regning på en halvtredser. Snydt igen!

Lægger man sig ved poolen eller på det stykke strand, der tilhører hotellet, får man ikke mange minutters fred. Hotellets emsige sælgere render rundt for at pådutte en massage, pedicure, hårfarvning osv. De fatter ikke og respekterer ikke, at man måske er taget på ferie for at få FRED.

Larmen er infernalsk. Alle biler dytter konstant, taxachauffører skælder ud på hinanden og et par gange ser vi dem komme op at slås. Hver eneste restaurant, cafe og bar forsøger indædt at skrue så højt op for musikken, at de kan overdøve naboetablissementet. Vi sover meget dårligt eller slet ikke, for musikken fortsætter til ved fire-halvfem tiden om morgenen.

I rejsebeskrivelsen stod der ikke noget om, hvor nedslidt hele området omkring Naamay Bay er. Mange hoteller virker som om de trænger gevaldigt til en kærlig hånd. Mange steder ser vi ufærdige byggerier, der er gået i stå og bare får lov at forfalde og mange steder hersker der et forfærdeligt svineri. Skrald er bare smidt i vejkanten.

Skrald smides bare i vejkanten

De eneste kvinder vi ser, er turister. De lokale kvinder er gemt væk i hjemmet, mens mændene forfølger uskyldige udenlandske kvinder med diverse påtrængende tilbud og fuldstændig uhæmmet beglor hvert eneste sæt bryster der går forbi. Gamle bryster, unge bryster, stritbryster og hængepatter. Glo, glo, glo! Og samtidig med denne uhæmmede appetit på kvinders attributter og totale og håbløse mangel på pli, er følelsen af frelst hellighed åbenbart intakt. Fra minareterne drøner budskabet forstærket af utallige højttalere rundt om i byen: Allahu akbar, Allahu akbar og i enkelte forretningsvinduer er der opsat skilte der byder, at man skal respektere profeten. 

En gammel sanglinje fra Poul Henningsens hånd dukker op i mit sind, fordi den er så sand: ”Mennesket har fostret en hob ideer, som erstatning for naturlig drift” Når sexlysten undertrykkes depraveres den. Det er usundt og de uskyldige ofre i kølvandet på denne undertrykkelse skal tælles i millionvis.

De lokale kvinder ser vi som sagt ikke, men vi ser en del arabiske kvinder på ferie. De går rundt i tungt mørkt tøj og med tørklæde, enkelte endda med burka. Når de går i vandet, både i swimmingpoolen og i havet, foregår det med alt tøjet på, mens deres mænd slentrer rundt i behageligt let tøj og har friheden til at kaste sig i bølgerne kun iført badebukser.

En positiv ting kan jeg sige om vores ferie: Som vegetarer havde vi meget nemt ved at finde lækker og billig mad på restauranterne. Specielt de mellemøstlige og indiske spisesteder var gode, men så er det også slut med de positive oplevelser.

Lufthavnen i Sharm El Sheikh satte prikken over i'et på en rædselsfuld ferie. Vi skulle stå i den ene lange kø efter den anden. Sammen med andre skandinaviske og tyske passagerer stod vi pænt og ventede på vores tur. Russerne derimod skubbede sig fuldstændigt uhæmmet foran i køen og det samme gjorde en arabisk lufthavnsmedarbejder på vegne af en passager, der gav bestikkelsespenge for at komme foran i køen.

Der var ikke de sædvanlige plastikkasser som i alle andre lufthavne, hvor man kan lægge småting som mobil og pengepung op i, når de skal skannes. Derfor måtte jeg lægge min mobiltelefon direkte på båndet, hvilket resulterede i, at den faldt på gulvet, da den rullede af båndet. Det samme oplevede en ung mand lige foran mig. Min pengepung forsvandt i maskinen, men vi måtte råbe til medarbejderne før de reagerede på vores bøn om hjælp.

Da bagagen skulle vejes blev der snydt gevaldigt på vægten. Vi vidste at vores bagage vejede ca. 36 kg, men den blev vejet til 40 kg. Heldigvis var dette netop den tilladte vægt, så vi kom ikke til at betale for overvægt. Det gjorde til gengæld det måbende svenske par foran os og mange andre passagerer i køen.

Dette er et rejsetip. Måske et lidt usædvanligt et af slagsen. Mit tip er: Tag til Azorerne eller Madeira! Sao Miguel er en vidunderlig, frodig ø med et dejligt klima og en fredelig og venlig befolkning, men hold dig langt væk fra Naama Bay. Ingen andre steder er så mange frække og ubehagelige mennesker samlet på et sted. Måske er der bedre andre steder omkring Sharm El Sheihk. Jeg ved det ikke og har heller ikke mod på at prøve det af. Det er trods alt dyrt at rejse. Naama Bay kan jeg ikke anbefale til nogen. Det er charterferiehelvede, når det er værst.

Køb bogen Sharm El Charterhelvede