Ungdomsroman om lesbisk kærlighed på tværs af kulturer

Duften af Yasmin handler om ung kærlighed. Det er vidunderligt, alting bobler indeni og livet er lyst og let. Sådan burde det i hvert fald være, men det er det ikke for de to unge kvinder i denne roman. Deres kærlighed må holdes skjult og da den mod deres vilje afsløres, møder den stærk modstand fra deres familier, der befinder sig på hver sin yderlige fløj. Yasmins forældre stammer fra Pakistan og er styret af en blanding af religion og hjemlandets kultur. Lærkes forældre er socialt dårligt stillede etniske danskere med holdninger, der får Dansk Folkeparti til at virke indvandrervenlige.


Jeg har skrevet denne roman, fordi jeg mener den er nødvendig. Unge med anden etnisk baggrund end dansk møder store problemer, når de springer ud som homoseksuelle. For år tilbage måtte bøsser og lesbiske skjule deres kærlighed her i Danmark. Trods stor frigørelse gennem de sidste årtier og trods det at homoseksuelle i dag rent juridisk er næsten ligestillede med heteroseksuelle, findes der stadig unge mennesker i det danske samfund for hvem det at springe ud er meget svært. De risikerer nemlig fordømmelse og udstødelse fra familiens side. Jeg håber med denne ungdomsroman at kunne skabe opmærksomhed om dette problem.

Du kan hente bogen gratis her:

http://pridebook.dk/?p=44

Sidder der en lille kone

Sidder der mon en lille kone

ved et ældet kakkelbord

med Amora-kaffe og citronmåne

og bander den unge sangerinde væk

fordi hun så hæsligt minder

om noget der helst skal glemmes

Hvorfor er hun dog klædt sådan?

spørger hun måske forarget

De falmede cowboybukser

den ternede skovmandsskjorte

det korte hår

den drengede attitude

jo

jeg ved hun kommer til at tænke på mig

Jeg så engang et billede af hende på Facebook

det stak så ondt i hjertet

at se hvor gammel hun er blevet

langt tættere på afslutningen end da jeg kendte hende

lille

skrøbelig med pergamenthud

rakte hun ud efter sit barnebarn

med rynkede stilkearme

og en mildhed i blikket hun aldrig viste mig

Jeg kan næsten høre dem sidde og snakke

hun med syrlig bitterhed

far måske med et stænk af smerte

hun er ligesom Laila

eller måske siger de det ikke højt

men nøjes med at tænke det

Dømmer hun mig mildere nu

ser at tiden gav mig ret

eller må hun bare hade denne unge sangerinde

som selvsikkert frækt ser på hende fra skærmen

og ubarmhjertigt minder hende

om den datter hun aldrig magtede at elske

©Laila Ammitsbøl

Når tiltroen til medmennesket dør

Engang i min grønne ungdom, en af de ganske få gange, hvor jeg var på diskotek, havde jeg allernådigst fået lov at låne en smart filthat af en veninde som også var med i byen denne aften. I løbet af aftenen midt i glæde, dans og ølindtag, vinkede en ung dame, som jeg ikke kendte, mig hen til sig. Hun smilede og spurgte, om hun måtte låne min hat lidt. Jeg blev befippet, men nåede ikke rigtigt at tænke. Hun virkede jo så flink og imødekommende, så jeg lånte hende hatten i den sikre tro, at jeg ville få den tilbage.

Senere fik jeg en skideballe og krav om, at jeg skulle købe en ny hat til min veninde. Den unge dame, der ville ”låne” hatten, havde ganske andre intentioner. Hun forsvandt med sit imødekommende smil og min venindes hat.

I dag kan jeg godt se, at jeg var grænseløst naiv. Men dengang kunne jeg bare ikke tro, at den søde unge dame, havde intentioner om at snyde mig. Det faldt mig simpelthen ikke ind. Når hun sagde ”låne” så troede jeg på hende. Jeg var ikke så vant til menneskeligt selskab og var blevet mobbet en del i folkeskolen og nu hvor jeg var flyttet hjemmefra og i en periode havde boet på et hjem for børn og unge med problemer, var jeg bare lykkelig for enhver venlig kontakt fra andre mennesker.

Hvem var forbryderen? Hvem var idioten? Hvem var forkert på den, den håbløst godtroende eller den bevidst bedragende? Er det bare helt fint, at den kloge narrer den mindre kloge?

Der er løbet meget vand i stranden siden da. Jeg har forsøgt at lære af denne og andre mere bitre og alvorlige erfaringer og er efterhånden blevet meget forsigtig. Når jeg forlader min cykel låser jeg den ikke med en, men med to låse og altid fast til et cykelstativ eller lignende. Jeg tjekker altid min bon i supermarkedet, for at sikre mig, at jeg har fået varerne til rette pris og når det drejer sig om færdsel på nettet forsøger jeg at udvise stor forsigtighed og fx altid holde mit software opdateret. Jeg er faktisk så forsigtig med mange ting, at min bedre halvdel til tider er ved at få spat af mig og mit ”bare for en sikkerheds skyld!”.

Alligevel sker det, at jeg står med fletningerne i postkassen, fordi jeg som den unge Laila med filthatten, slet ikke har fantasi til at forestille mig, hvad folk kan finde på. Lige præcis dette er nu sket for mig igen. 

I starten af 2008 begyndte jeg at bruge nettet til mere end bare at sende e-mails og læse nyheder. Jeg havde en ældgammel drøm om at blive forfatter, så da de to bøger jeg havde skrevet, en erindringsroman og en digtsamling skulle udgives, valgte jeg efter nogle afslag fra ”gammeldags” forlag at udgive mine to hjertebørn på selvudgiverforlaget Books on demand. Nu skulle jeg selvfølgelig ud og gøre reklame for mine bøger og det gjorde jeg i første omgang ved, ret kort tid efter udgivelsen af den første af bøgerne, at oprette en hjemmeside. Her fortalte jeg om mine bøger, lidt om mig selv og en del om mine tanker. I tiden derefter fik jeg udgivet nogle noveller og artikler. Jeg brugte min hjemmeside til at gøre reklame for disse skriblerier og linkede også til gode anmeldelser, jeg havde fået rundt omkring.

Jeg var fuld af nyt, spirende håb i en grad, som jeg aldrig havde været før. For første gang i mit liv, troede jeg på, at jeg var rigtigt god til noget, og at det jeg gjorde kunne have betydning for andre. Dette fik jeg også bekræftet af de mange søde mails jeg fik fra folk, der havde læst mine bøger eller besøgt min hjemmeside.

Efterhånden blev oplevelsen dog mere og mere negativ. Forlaget jeg havde udgivet hos levede på ingen måde op til mine forventninger. Fx fik jeg flere gange henvendelser fra personer, der havde forsøgt at købe mine bøger på nettet, men oplevet at det simpelthen ikke kunne lade sig gøre, selvom bøgerne figurerede hos diverse onlineboghandlere og på forlagets egen hjemmeside. I det hele taget var der så mange problemer (som jeg ikke vil opremse her, da denne artikel handler om noget andet) at jeg til sidst blev så frustreret, at jeg besluttede at sløjfe min hjemmeside. Da jeg havde været meget flittig med at henvende mig til fx foreninger for bøsser og lesbiske, for at få dem til at linke til min hjemmeside, vidste jeg at der ville komme til at ligge nogle døde links rundt omkring, men tænkte at det gjorde jo nok ikke så meget, for hvis folk prøvede at klikke ville de få at vide, at siden ikke eksisterede mere og hvis de virkelig var interesserede i at læse om mine bøger, ville de google mig og derved finde frem til mine blogs og min forfatterside på Facebook.

For få dage siden googlede jeg mit navn og fik et chok. Jeg opdagede nemlig, at min side er oppe at køre igen. En person, som ikke har nogen som helst relation til mit navn, har købt mit gamle domæne. Domænet hedder lailaammitsboel.dk og er altså simpelthen bare mit navn, som jeg for resten ikke deler med andre, fulgt af .dk, (der er en der hedder det som mellemnavn, men ingen andre der direkte hedder som jeg: Laila Ammitsbøl). Ikke nok med det. Vedkommende har skrevet to indlæg på siden og underskrevet sig Lailaam Mitsboel og som prikken over i’et direkte stjålet et mindre tekststykke fra min gamle hjemmeside.

Nu kan nogen sige, at det er min egen skyld, fordi jeg selv har opgivet domænet og at det står andre frit for at købe det. Nu er vi så tilbage ved hatten og troen på medmenneskets gode vilje, dog synes jeg ikke at jeg har været naiv i denne sag. Det er nemlig ikke faldet mig ind, at nogen ville misbruge mit navn. Det ligger simpelthen fuldstændig udenfor min fatteevne. Jeg var desuden indtil dette skete, fuldstændig uvidende om, at der er sider som fx netnationen.dk, der direkte sælger brugte domænenavne. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at dette kunne ske, men nu er det altså sket. Jeg ved at nogle gerne vil lukrere på kendte varemærker og at nogle opretter falske profiler på Facebook med kendtes navne, men jeg er bare en førtidspensionist, der i et anfald af midlertidigt livsmod og optimisme troede, at hun kunne blive forfatter. Jeg er en ganske lille fisk i det store og mægtige hav. Hvorfor skulle nogen dog misbruge mit navn?

Konsekvensen er, at hvis man er interesseret i at læse om mine bøger, eller evt. læse nogle af de efterhånden mange blogartikler jeg har skrevet og derfor søger på mit navn, så er et af de første forslag der kommer op denne fremmedes hjemmeside. Det gælder både på Google og på Krak og sikkert også i andre søgemaskiner. Og så er der alle de links, der som nævnt ligger rundt omkring på et utal af hjemmesider. Jeg har ingen mulighed for fuldstændigt at få fjernet disse, men når folk klikker på linket for fx at læse om ”Laila Ammitsbøls forfatterskab” som der henvises til, kommer de ikke ind på noget der har med mig at gøre. Derimod kommer de ind på den nye hjemmeside som bærer mit navn, men som i virkeligheden ejes af en mand fra Århus-området, der har købt mit gamle domæne og nu fuldstændigt bevidst og med ond hensigt udnytter mit navn til at få nettrafik.

Efter det her er sket for mig, har jeg læst lidt på reglerne. Så vidt jeg kan forstå, er det fuldt legalt at sælge og købe andres gamle domæne, men er det også fuldt lovligt at gøre det, når dette domæne er en andens navn? I så fald forstår jeg slet ikke denne lovgivning. For at kunne antage et efternavn, som fx Ammitsbøl, skal der være mindst 2000 der hedder det. Søger jeg på Danmarks statistik er der kun 11, hvilket vil sige at dette efternavn er beskyttet. Man kan altså ikke komme til at hedde navnet ude i virkeligheden, men på nettet kan man kvit og frit stjæle det. Hvad pokker er logikken i det?

På nuværende tidspunkt har jeg henvendt mig tre gange til hjemmesideindehaveren. En gang på mail og to gange ved at skrive kommentarer på hjemmesiden. Det tekststykke vedkommende havde stjålet fra min gamle hjemmeside, er nu fjernet, men vedkommende har stadig domænet, der bærer mit navn og underskriver sig stadig som Lailaam Mitsboel. Det har endnu ikke behaget herren at svare på mine henvendelser.

Så nu er endnu et skridt taget ind i mistroens hængedynd. Endnu et stykke tillid til min omverden er blevet revet i stykker. Det er ærligt talt en trist verden, hvor man skal tage alle forholdsregler og vide alt ned i den mindste juridiske detalje for at gardere sig mod at blive snydt. Der var engang et valgsprog der sagde: Et ukendt menneske er en ven du endnu ikke har mødt. I dag kan vi omskrive dette til: Et menneske du ikke kender vil helt sikkert tage røven på dig.

©Laila Ammitsbøl

(Domænet er blevet opgivet af vedkommende der havde købt det efter jeg har skrevet om det og jeg har nu købt det tilbage - juli 2011) 

Århusianer har stjålet min identitet på nettet

En mand fra Århus-området har oprettet en hjemmeside med mit navn og bruger endda tekst fra min gamle hjemmeside. Dette er jeg dybt forundret og chokeret over at opdage og jeg vil selvfølgelig have hjemmesiden skal ophøre med at eksistere, men aner lige nu ikke hvad jeg skal stille op. Jeg har skrevet til hostmaster.dk og afventer svar.

I 2008 selvudgav jeg to bøger på forlaget Books on demand. For at gøre reklame for bøgerne og skrive om mine hensigter og drømme som forfatter, oprettede jeg hjemmesiden der bar mit navn. Efter 3 år med skuffede forventninger på forfatterfronten, valgte jeg at lukke hjemmesiden i april i år. I går opdagede jeg så, at lailaammitsboel.dk er oppe at køre igen. Googler man mit navn er det første forslag der kommer frem denne hjemmeside, der intet har med mig at gøre. Endnu mere uhyggeligt bliver det, når man går ind på siden, for her viser det sig, at der ligger et lille stykke tekst, som er direkte stjålet fra min gamle hjemmeside:

”At springe ud i livet at indse at ingen andre end du skal eller kan vælge din vej”

På hjemmesiden er der skrevet to indlæg, hvor det af det ene fremgår at indehaveren af siden er en kvinde, som kalder sig Lailaam Mitsboel, men ved at søge lidt på nettet, fandt jeg ud af at domænet er købt af en Christian fra Højbjerg nær Århus. Dette giver en masse spørgsmål: Hvorfor snylter denne Christian på mit navn? Hvad vil han opnå? Hvorfor giver han sig ud for at være kvinde?

Jeg har skrevet en del blogindlæg, har fået udgivet nogle få noveller, har en gruppe på Facebook der beskæftiger sig med førtidspensionisters vilkår og har som sagt udgivet et par bøger. Det er selvfølgelig vigtigt for mig, at folk der søger på mit navn ikke kommer ind på en falsk hjemmeside, hvor en århusiansk fyr af uransagelige årsager giver sig ud for at være mig.

Der findes kun en i Danmark der hedder Laila Ammitsbøl. En enkelt har det dog som mellemnavn mellem to andre navne, men navnet Laila Ammitsbøl er altså en sjældenhed. Derfor er det uhyre ubehageligt for mig, at min identitet nu smudses til på nettet. På nuværende tidspunkt er det temmelig intetsigende indlæg denne Christian har skrevet i mit navn, men i grunden kan han jo skrive hvad som helst og den intetanende netsurfer vil tro, at det er mig, der er den skyldige.

Søger man på Google efter lailaammitsboel.dk kommer der flere henvisninger frem til min gamle hjemmeside. Rundt omkring på nettet ligger der links til denne side, men problemet er selvfølgelig, at hvis interesserede klikker på de fremkomne resultater kommer de ind på den nye side, der ikke har noget med mig at gøre.

På netnationen.dk finder jeg følgende:
lailaammitsboel.dk
Domænet er ledigt, registrer nu.
Domænenavnet lailaammitsboel.dk er registreret d.17 april 2008, men blev deaktiveret 25 maj 2011 og var dermed aktivt i 3.10 år. Domænet kan nu registreres, hvis du er interesseret i domænet kan du klikke her.

Her reklameres altså direkte med mit gamle domænenavn og fortælles hvornår jeg har registreret og deaktiveret det. Hvis man er interesseret i domænet kan man købe det, men hvorfor pokker er det lige, at man kan være interesseret i at købe et domænenavn, der slet intet har med en selv at gøre?
Klikker man sig så videre, kan man se at domænet nu faktisk er optaget, men at man stadig kan købe lailaammitsboel med alle andre endelser end dk.

Det er simpelthen fortvivlende at opdage, at søger man mit navn på Krak er det første der kommer op en henvisning til den falske hjemmeside og derudover så ligger der alle mulige steder på nettet henvisninger til min gamle hjemmeside, som jeg ikke har mulighed for at slette.

Opretteren af den falske hjemmeside får al den trafik, som jeg egentlig skulle have haft. Hvad skal han bruge den til? Er der skadelig kode på hjemmesiden? Bliver folk der går ind på den franarret personlige oplysninger, hvis de klikker på links derinde? Jeg aner det simpelthen ikke. Jeg ved bare at jeg er drønulykkelig over, at denne mand har valgt at stjæle min identitet på nettet. Jeg har altid sat en ære i at skrive sagligt, gerne skarpt, men i en pæn tone og jeg har genlæst mine tekster mange gange for at sikre, at sproget var korrekt. Nu risikerer jeg pludselig at alt muligt skidt bliver spredt i mit navn og der er bare intet jeg kan gøre ved det.

(Domænet er blevet opgivet af vedkommende der havde købt det efter jeg har skrevet om det og jeg har nu købt det tilbage - juli 2011)

Opgivelsen ulidelige psykologi

Jeg er ikke stolt af at indrømme det, men jeg må sande det: Jeg er en opgiver. Kan man overhovedet sige det? I’m a quitter, hedder det på engelsk og det er ikke et prædikat nogen har lyst at sætte på sig selv. Desværre er det blevet sådan og jeg kan ligeså godt indrømme det. For få år tilbage var jeg opfyldt af nyt og ukendt mod på tilværelsen. Jeg havde skrevet erindringsromanen Livet i landet Grotesk og fik i den forbindelse en del anerkendelse. Jeg følte jeg var på vej til et mere modent og positivt stadie i mit liv.

En af de ting jeg skriver i slutningen af bogen, er at jeg nu har fået stabile venskaber og at jeg regner med at kende disse mennesker resten af mit liv. En hel del ting gik skævt i årene derefter. Skyldige er alle og ingen. Shit happens! Sådan er livet bare. I dag kommer jeg ikke sammen med nogen af de mennesker, jeg på daværende tidspunkt beskrev som stabile venner.

En anden ting jeg nævnte i min roman er forholdet til mine søskende. Jeg skrev, at jeg tænker på dem hver dag, skønt jeg ikke ser dem ofte. Jeg skrev, at jeg elsker dem. Det gør jeg! Intet har ændret sig ved det, men i dag har jeg opgivet. Langt om længe har jeg indset, at de simpelthen ikke gider mig. Jeg ville så gerne vise dem, at jeg holder af dem og interesserer mig for dem og i et forsøg på at genoplive den næsten afdøde kontakt, besluttede jeg at gøre en stor indsats. I en periode skrev jeg en hilsen til dem hver weekend, hvor jeg fortalte lidt om egne tanker og spurgte til dem og deres. Desuden oprettede jeg en søskendegruppe på Facebook, hvor jeg satte billeder ind fra vores barndom og opfordrede dem til at sætte ind hvad de havde og desuden skrive om deres hverdag. Der sad jeg så for mig selv i min søskendegruppe og skrev statusopdateringer til jeg blev træt af det. Der var ikke rigtig nogen interesse den anden vej. Til sidst blev jeg ked af det og slettede gruppen.

Det gik op for mig, at mine søskende har deres eget at tænke på og at deres liv ikke omfatter mig. Måske var det bogen jeg skrev om den barndom jeg har haft, der gjorde det. Måske er vi bare for forskellige. Måske er jeg bare for førtidspensionistisk, for mærkelig, for uinteressant.

Budskabet er i hvert fald gledet ind og også på denne front har jeg opgivet. Det er ikke noget at prale af. Det er bare sådan. Man kan ikke tvinge folk til at synes man er spændende og elskbar.

Angående omtalte roman og den digtsamling jeg udgav næsten samtidig: En hel del læsere gav positivt feedback. Det gjorde mig ufatteligt glad, ydmyg, stolt og taknemlig på samme tid. Jeg følte, at jeg endelig havde fundet min vej i livet. Desværre viste det sig, at det foretagende, hvor jeg havde udgivet min bøger var meget lidt troværdigt. Fx fik jeg flere henvendelser fra potentielle læsere, der havde forsøgt at købe mine bøger, men som havde oplevet, at det praktisk taget var umuligt. Utallige henvendelser til foretagendet fra min side, resulterede i frustration og intet andet. De havde fået mine penge og var nu bedøvende ligeglade med de løfter, de havde givet en håbefuld forfatter.

Senere skrev jeg en ungdomsroman og sendte den på turne til en række forlag. Nogle afviste den blankt, men andre var meget interesserede, men valgte i sidste ende at afslå udgivelse af økonomiske hensyn. En forlagsredaktør lovede direkte at ville udgive, men det trak ud i det uendelige til jeg til sidst opgav. Siden fik bogen en grum skæbne hos et selvudgiverforlag. I dag har jeg foræret den væk til download hos et foretagende jeg sympatiserer med. Læser nogen den? Jeg aner det ikke.

Jeg har et par uafsluttede blogindlæg, afviste noveller og en halvfærdig bog liggende. Der sker bare ikke en skid, for jeg har hele tiden det i baghovedet, at det ikke nytter noget. Ingen vil jo alligevel udgive det, så hvorfor helvede skulle jeg besvære mig med at skrive det. Tanker om alverdens emner fylder mig. Jeg vil skrive om det fantastiske, det glædelige, det sørgelige, om det uretfærdige, om politik og det kringlede menneskesind, men hver gang min hjerne svømmer over af ord opgiver jeg og tager opvasken i stedet, for det er da i det mindste en nyttig ting at foretage sig.

Egentlig har jeg altid haft en social indignation og da jeg lærte Facebook at kende i starten af 2008, startede jeg ret hurtigt en gruppe til bedring af førtidspensionisters vilkår. I de forgangne 3 år har jeg brugt en del tid på at opdatere denne gruppe med relevante artikler. Jeg har skrevet til politikere, til aviser og på mine blogs om de uretfærdigheder jeg synes finder sted: Ægtefælleafhængigheden, der gør at førtidspensionister er en økonomisk klods om benet på deres partner, satspuljen der stjæler penge fra folk på overførselsindkomst og ikke mindst den uretfærdighed der er i, at førtidspensionister lever på mange forskellige ydelser og at det altid er de højeste ydelser der nævnes i diverse debatter.

Uretfærdighederne eksisterer fortfarende, men selvom jeg hver dag siger til mig selv, at jeg bør skrive og gøre ved, så orker jeg det ikke, fordi det er så uendeligt nytteløst. Det er håbløst at ændre noget som helst, når man bare er en paria og det er man som førtidspensionist. Sådan er det blevet i de sidste år og tendensen er bestemt ikke aftagende. Inger Støjberg, Claus Hjort og Lars Løkke bliver bevidstløst ved at gentage deres ildelugtende floskler og den store majoritet tager det til sig: Det er for vores egen skyld og pga. regeringens uendelige omsorg for ”de svage” at der skal spares, spares og spares. Imens er der ingen politikere, der tør røre boligskat og afskaffe de samfundsødelæggende afdragsfrie lån. Boligejerne er nemlig en meget større trussel for politikernes taburetter end svæklingene, der ikke har kræfter til at mobilisere modstand.

Jeg har opgivet, ja gu har jeg opgivet. Jeg er ikke stolt af det, men det drejer sig bare om at handle tilbud, så pengene kan slå til og prøve på at glemme, at to linjer bevæger sig nærmere og nærmere hinanden og en dag vil mødes. Den ene er den næsten ikke stigende indtægt. Den anden er de kraftigt stigende udgifter. En dag mødes de. Jeg har ikke udsigt til at ændre ved noget som helst og aner ikke hvad jeg skal gøre den dag det sker. Manden med hjemløsebladet, kan beholde sit blad for sig selv. De penge der er i min pung skal ikke smides ud til noget jeg ikke har brug for.

Venner der forsvinder, ingen forældre, ingen søskende, bøger der dør før de bliver født. Sig bare det er ynkeligt, men faktum er at jeg ikke orker flere kampe. Jeg orker ikke at tro på at mine skriverier kan bruges til noget som helst. Jeg orker ikke at tro på, at nogen vil have mig som deres bedste ven eller på at venskaber varer ved. Desværre.

Desværre, desværre, desværre!

Opgivelsen er en ulidelig makker, der desværre har sat sig ved siden af mig her på bænken. Det var i grunden nok grænseløst naivt at tro, at man nogensinde skulle kunne lukke ørerne for det budskab, der blev givet med modermælken. Det mor sad og hviskede på ens skulder barndommen igennem bliver den sandhed man aldrig kan rende fra.