Kære Inger, nu skal jeg forklare dig det....

Nej…jeg er ikke parkeret…Det kan jo slet ikke lade sig gøre, Inger! Jeg er jo et menneske, forstår du, og mennesker parkeres ikke. Jeg er meget ked af, at du har misforstået det. Det er sådan en sproglig ting, som godt kan være lidt svær for nogen, Inger. Nu skal jeg forklare dig det:

Har du nogensinde hørt om parkeringspladser? Det er sådan nogle asfalt-arealer, der er placeret rundt omkring i byerne ved arbejdspladser, supermarkeder, kommuner og den slags steder. Her kan mennesker, der har et ærinde, placere deres biler. Når de stiller deres bil der, kaldes det at parkere.

Jeg er et menneske, Inger. Jeg er ikke nogen bil. Jeg kan ikke parkeres! Jeg er ikke parkeret! Jeg har en psykisk sygdom, Inger. Derfor fik jeg førtidspension, da jeg var midt i tyverne. Den dag jeg fik førtidspension blev jeg meget glad. Det var fordi, at jeg nu fik ro i mit sind og ikke skulle gå og være stresset og bange hele tiden. Jeg var meget taknemlig, Inger, for dengang kunne samfundet forstå, at nogle mennesker har en sygdom, der gør, at de ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Sådan er det ikke mere, Inger, for nu har du stået på fjernsynet den ene aften efter den anden i bedste sendetid og fortalte den danske befolkning, at jeg i virkeligheden bare er en parkeret nasser og at du for min egen skyld vil fratage mig min parkeringstilladelse.

Jeg sidder her i min stue, Inger! Bare lige så du ved det. Det ville da være fjollet af mig i den her kulde at stå på en perron og glo på at togene farer forbi, så det gør jeg selvfølgelig ikke.

Kære Inger, hvis det lykkes dig at forstå dette budskab, vil du så ikke være sød at forklare det for Benedikte? Hun går nemlig også rundt i den vildfarelse, at jeg er parkeret eller står og glor på en perron.

Glædelig jul Inger!

Og gid at du kan sove roligt om natten…

Mvh

Førtidsparasitten