Jamen så hold dog kæft!

I den familie jeg voksede op i talte man ikke om følelser. Selv da et ungt familiemedlem døde i en tragisk bilulykke, blev der ikke talt. Alle sørgede i stilhed, for i den familie og i den kultur blotlægger man ikke sit inderste for nogen som helst. Man bider tænderne sammen og klarer sig så godt man kan. Mon ikke mange på min alder og de som er ældre har oplevet dette at man ikke talte? Det var ikke godt og jeg vil ikke anbefale det.

På den anden side er der altså nogen, der går helt over i den modsatte grøft. Velmenende, og det er specielt mine kønsfæller, må jeg desværre indrømme, der har denne ulidelige trang til at udpensle alt. Kvinder der spørger så meget ind til hvad man ligesom føler i forhold til dit og dat, at man er ved at brække sig. De ser sig selv som empatiens fortrop, men har ikke menneskekundskab og medfølelse nok til at se, at det nådigste og mest respektfulde nogle gange er at holde sin kæft.

Ægte omsorg er måske bare et forstående blik, ganske få beroligende ord eller et lille klem på en arm. Det er at vise at man er rede til at tale, hvis medmennesket har brug for det, men det er ikke at sidde med terapeutudtrykket smurt ud over ansigtet og evindeligt fremhæve den andens svagheder.
Hvis man, som jeg har nogle psykiske skavanker og det gælder sikkert også folk med fysiske dårligdomme, så vil man gerne engang imellem bare kunne føre en normal samtale i et selskab, uden konstant at skulle fremhæves af den velmenende som det interessante tilfælde.

Sidder jeg fx i et selskab og deltager i en samtale på lige fod med de andre og faktisk føler mig ganske normal, så kan denne følelse ødelægges totalt, af den der pludselig skal fremhæve min gebrækkelige barndom som årsag til at jeg føler på en bestemt måde.

Hvem gavner den, denne sygeliggørelse? I hvert fald ikke mig og andre i samme situation. Faktisk gavner den mest spørgeren, der kan føle sig overskudsagtig og god. Der skabes et behandler/patient forhold som er ret ulideligt for den det går ud over.

Jeg vil gerne have anerkendt mit handicap, men jeg vil ikke bare være den handicappede og jeg gider ikke tale om det hele tiden. Jeg er jo meget andet end denne etiket og jeg ønsker ikke mine dårligdomme dissekeret offentligt.

Det er usundt aldrig at kunne tale om hvad der sker i ens inderste, men er det ikke ligeså usundt at tale alt ihjel og at sygeliggøre medmennesket ved evig og altid at skulle være den forstående, barmhjertige samaritan?