lørdag den 26. juni 2010

Når krybben er tom bides førtidspensionisterne

Når krybben er tom bides hestene! Ja, jeg skal love for det gamle ord kommer til sin ret i disse tider. Igennem de sidste år, har vi som førtidspensionister måttet leve med at blive betragtet som arbejdsforskrækkede parasitter. Jeg synes debatten er blevet hård og bliver ked af det, hver gang jeg støder på uvidenhed og fordomme omkring førtidspensionister. Hvis folk kender, eller blot har hørt om, en enkelt der nasser på systemet, så bliver vi alle skåret over en kam og kan endnu engang dukke nakken.

I maj måned fik vi et chok, da regeringen foreslog, at overførselsindkomster som fx førtidspension ikke skulle stige i 2011 og 12. Dette blev afværget, men nu truer førtidspensionsreformen forude, og vi ved ikke om vi er købt eller solgt. Selv de politikere, der skulle være vores venner taler om, at vi er parkeret på førtidspension og skal hjælpes til et arbejde. Det føles fuldstændigt håbløst at prøve at råbe nogen op. Det er som om ingen hører det, der kommer fra førtidspensionisterne selv.

Ja, ja, efterhånden har man nærmest vænnet sig til, at politikere, alskens eksperter og smalsporede journalister er efter os konstant. Det triste der sker i denne tid, er at nu hvor førtidspensionister er så pressede og bange for fremtiden, begynder vi at slås indbyrdes og jeg må sige, at jeg i denne strid føler mig temmelig udsat. Fx kunne man i en debat på heste-nettet.dk for få dage siden læse følgende påstand fra en der selv er førtidspensionist:

”En del af dem der fik den tilkendt før 2003 fejler jo ikke en skid, og mange har job ved siden af deres ftp, da der for dem gælder helt andre regler, derfor ser mange skævt til ftp´ere.”

Jeg må sige, det gør mig trist, at skulle høre dette fra en anden førtidspensionist. Som det sikkert efterhånden er mange bekendt, bruger jeg en del tid på at skrive om førtidspension og har også oprettet Facebook-gruppen Bedre vilkår for førtidspensionister. Gruppen har over 1000 medlemmer og jeg sørger hver dag for at tjekke internettet for nye artikler og andet relevant for førtidspensionister, sådan at gruppen kan være et seriøst og informativt forum. Når jeg så får smidt sådan en påstand i hovedet, som ovenfor nævnte, så er det jeg føler mig uendeligt træt og spørger mig selv, hvad fanden det egentlig er jeg kæmper for og hvorfor i alverden jeg dog gider.

Jeg støder også mange gange på den påstand fra førtidspensionister på ny ordning, at var man blot på gammel ordning så kunne man få alting. Problemet er at hver gang dette nævnes tager folk udgangspunkt i en førtidspensionist, der er på højeste førtidspension og enlig. De som får denne ydelse er nemlig de af alle førtidspensionister, der har den største indtægt og desuden får størst tilskud til medicin, tv-licens, osv.
Disse forargede på ny ordning sammenligner aldrig med os gamle på mellemste pension som er samlevende eller gift. Det er nemlig mest bekvemt at glemme os, for vi er dem der har den mindste pension og så kan vi i tilgift ikke få noget som helst hjælp til medicin osv.
De nye er mistroiske, når man siger til dem, at man ikke kan få disse tilskud. ”Jamen så må det være fordi din ægtefælle har en fed løn!” siger de. Dertil kan jeg oplyse at hvis ægtefællens indtægt bare er på dagpengeniveau, så er man afskåret fra at få noget som helst, fordi ens tillægsprocent da er sat til nul.

Er vi førtidspensionister på gammel ordning klassens slemme drenge nu? Er det os der skal smides udenfor døren? Skal vi nu beskyldes for at vi sagtens kan arbejde, hvis vi bare gider? At vi arbejder fuldtid til sort løn, samtidig med at vi uberettiget og grådigt malker systemet for førtidspension? Ja, det er fandeme ikke mig der gør det i hvert fald! Eller er det måske specielt os der fik mindre end den højeste, der skal gøres til prygelknabe? Vi har jo en rest-erhvervsevne, siden vi nu ikke kunne få den højeste i sin tid. Jeg kan jo selvfølgelig kun tale for mig selv og jeg ved jeg ikke har nogen erhvervsevne, så er det ikke temmelig mærkeligt med denne skelnen i A og B-pensionister? Der er selvfølgelig også os, der har fået førtidspension pga. psykiske årsager. Er det os der skal have med pisken? Vi er jo bare parkeret på førtidspension forlyder det konstant. Ak og ve! Jeg er på gammel ordning og har fået pensionen af psykiske årsager, så jeg er vist dobbelt afskyelig. Hvilket musehul skal jeg mon gemme mig i?

Mit forslag til den nye førtidspensionsreform, er at alle førtidspensionister ligestilles, så vi slipper for al denne polemik om hvem der har det værst. Spar en masse administration ved at slette alle tilskud og giv os i stedet et højere beløb, som er til at leve af! Og selvfølgelig skal vores indtægt være uafhængig af ægtefællens. Alt andet er ydmygende!

1 kommentar:

  1. Tak for dine som altid fine refleksioner over livet i skidesporet..

    SvarSlet

Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...