onsdag den 19. maj 2010

Fremtidens Danmark - Et mareridt for syge og fattige

Måske ville det være lettere at være uvidende. Hvis man ikke interesserede sig for politik og samfundsforhold, ville man måske ikke bekymre sig så meget. Jeg er bare ikke sådan. Jeg kan ikke stikke hovedet i busken som strudsen og lade verden køre sin skæve gang uden at kigge på den, mens den kører forbi.
Og hvad er det så jeg ser? Jeg ser et Danmark, der har forandret sig i det sidste årti. Anders Fogh havde en dagsorden og var dygtig til at få lirket den ind ad bagdøren, så danskerne ikke rigtigt fik øje på den. Det lød jo så godt med skattelettelser og alle kunne se, at det bare kørte derudad for Danmark i de gode år. Ja, alle og alle....Nogle af os stod på sidelinjen og så på, mens danskerne (som vi åbenbart ikke hørte med til) kørte derudad på første klasse. Forbruget antog et nærmest perverst niveau, lønningerne steg og skatterne blev sat ned, hvilket i sagens natur medførte, at de der havde allermest i forvejen, fik endnu mere.
Men i hele denne opgangsperiode var vi nogle, der så vores penge blive mindre værd. Priserne steg og vores indtægt steg slet ikke i samme tempo, så det blev sværere og sværere at klare sig. Tolerancen overfor os blev i samme periode mindre. I debatter blev vi kaldt parasitter og samfundsnassere, så det blev sværere og sværere at ranke ryggen og gøre opmærksom på de forringelser i levestandard vi måtte leve med.

Så kom krisen og nu er det endnu værre, for nu sidder man med følelsen af ikke at kunne tillade sig at kræve noget. Alle politikerne siger jo, at vi skal spare og enhver med fornuft i hovedet kan se, at Danmark er ved at være godt og grundigt på røven. Et godt gammelt husholdningsprincip, som jeg altid har levet efter i min hverdag er, at man ikke skal bruge nogle penge, man ikke har. Sådan er det også for et land og vi skulle nødig ende der hvor Grækenland er. Problemet er bare, at vi på overførselsindkomst sakkede langt bagud, mens resten af Danmark holdt forbrugsfest og nu sidder jeg så med frygten for, at nu hvor krisen medfører besparelser, så er det os der har mindst der kommer til at holde for.
Tegnene er tydelige, hvis man følger lidt med og som min mor plejede at sige: "Når krybben er tom bides hestene." Politikere fra nærmest alle partier vil ikke parkere folk på førtidspension. Det taler de meget om for tiden. Der skal laves førtidspensionsreform, hvilket for mig at se, først og fremmest handler om, at syge mennesker ikke skal have pension, fordi det koster kroner for samfundet. Hvis man så kan lave det smarte træk at fortælle folket, at det er for de syges egen skyld, så er der ikke så mange der letter et øjenbryn over forringelserne.
Den folkelige debat er til gengæld ikke præget af bortforklaringer og omsvøb. Næ, her siges tingene skam ligeud i al deres groteske fordomsfuldhed. Der kommer flere og flere indlæg på blogs, i aviser osv. hvor førtidspensionister beskyldes for at platte sig til pension. Vi kaldes de værste gloser af mennesker der ikke aner, hvordan det er at slås med en sygdom. Især vi som har fået pension pga. psykiske omstændigheder stemples som uovertrufne snyltere. Og sidder man så fx og blogger som jeg gør, så skal det, at man på trods af sin sygdom prøver at få noget positivt ud af sin hverdag, bruges som argument for at man da sagtens kan arbejde, hvis man ellers gider.
Jeg ser en fremtid med voksende utryghed. En fremtid, hvor kun de der har penge nok kan få behandling, når de fejler noget. Hvor psykiske problemer kun kan afhjælpes hos de der har penge til at betale for en psykolog eller en coach. Folk der ikke har midler til selv at betale, kan intet få, fordi kommunerne ikke har pengene til at bevilge hjælpen. Det er en fremtid hvor Danmark er delt mellem de der har penge og muligheder, og de der ikke har. Et Danmark hvor de som har, barrikaderer sig mere og mere, fordi de er bange for psykisk syge, der går ubehandlede rundt og unge kriminelle, der voksede op på ghettofolkeskoler og aldrig fik muligheden eller havde kræfterne til at skabe sig et andet liv.

Folk forarges over socialdemokratiske politikere som Mette Frederiksen og Helle Thorning, der sætter deres børn i privatskole, men ellers taler om Folkeskolen der skal forbedres. Jeg synes det er en gang mediehysteri og endnu en gang leflen for VKO. Selvfølgelig må en mor vælge det bedste for sit barn, hvad enten hun er politiker eller ej. Problemet er ikke disse to kvinder, der gør det enhver anden kærlig mor ville gøre, hvis hun havde muligheden. Problemet er at samfundet er blevet så delt, at Folkeskolen mere og mere kun er for de, der ikke har råd til andet, mens elitebørnene vokser op i trygge rammer på små private luksusskoler.

Ja, det ville være en hel del nemmere at være uvidende...

3 kommentarer:

  1. Tak for dit indlæg, det kunne jeg ikke have sagt bedre selv.. Har du læst en blog på wordpress, som jeg linker til om netop dette emne.. Det er jo hårrejsende, Laila..

    Jeg ville ind i mellem virkelig ønske, jeg kunne gemme mig, og bare lade som om, jeg ikke vidste noget ... Det ville unægtelig gøre livet lidt lettere, på mange punkter. Men når man ikke kan, så er det næsten som at få sin(e) sygdomme 10-fold igen, når man mødes af så meget had og uvidenhed, blot fordi man er førtidspensionist.

    SvarSlet
  2. Nej, jeg har ikke læst den blog du omtaler, men det vil jeg da gøre:-)
    Jeg skrev dette indlæg i morges. Her 4-5 timer senere virker det desværre nærmest profetisk. Jeg har lige hørt regeringens genopretningsplan...

    SvarSlet
  3. Ja, det har du helt ret i.... Det er så asocialt, at jeg næsten ikke kan finde ord for det midt i mit raserianfald..

    SvarSlet

Ansigt

Mit ansigt er ikke mit ansigt jeg plejede at kende mit ansigt og selvom det godt nok forandrede sig lidt med tiden fordi alderen ændrer os ...